United States or Democratic Republic of the Congo ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men den gamle Hval fortsatte sin Kurs lige fremefter, for den vidste ikke, til hvad Side den skulde vende sig. Saaledes laa Flokken en Tid og drev, mens den spredtes mere og mere. Saa kom der Liv i den, og den gik atter fremefter; thi Fiskerne i Baaden havde set Hvalerne, da de passerede forbi, var roet efter dem og drev dem nu fremad med Raab og Stenkast.
Han blev ved at tale, med rystende og ophidset Stemme, om Isted og Dybbøl og Sønnen, mens de ventede i Flokken foran Tavlen. -Læs 'et, sagde han til Herluf. Og Herluf læste Depechen fra Saarbrücken: I Formiddags Kl. 11 tog Franskmændene Offensiven. Efter en alvorlig Fægtning jagede de Preusserne ud af Saarbrücken.
Og hver Gang et Hoved dukkede op, lød der et langt, snøftende Pust, og en lille Sky steg til Vejrs og forenede sig med hundrede andre Smaaskyer, der hang og drev over Flokken som en Taage. Det var et myldrende Virvar. Det var, som om Havet kogte i store, sorte Bobler og pustede og dampede som en stor Gryde.
Lidt efter passerede Hvalerne en Baad, der laa og fiskede ud for Land; dens mørke Omrids gled tæt forbi Flokken og forsvandt atter i Taagen. Alle Hvalerne saa den Baad, og de blev nu for Alvor urolige. De pustede ængsteligt og dukkede op og ned i alle Retninger, medens de spredte sig mer og mer ud til Siderne.
Det var forøvrigt ikke fuldt saa mørkt, som vi havde ønsket. Foroven funklede de klare Stjerner, og forneden havde Sneen bredt sit lyse Tæppe over Alt, saa at man med Lethed kunde see Enhver, der gik over Gaardsrummet. Vi stode derfor et Øieblik stille og saae os om, men der var Intet, der kunde forurolige os. Alle Døre og Skodder vare lukkede, kun gjennem Rullegardinerne i Præstens Værelse kunde vi see Lys, men af Skyggen, som bevægede sig op og ned, kunde vi slutte os til, at Præsten gik op og ned ad Gulvet, rimeligvis fordybet i sin Nytaarsprædiken, saa at vi heller ikke fra denne Side havde Noget at frygte. Dyb Stilhed herskede over Alt, kun hist og her hørte vi en Hunds fjerne Gjøen. Øieblikket var gunstigt; med hurtige Skridt ilede vi over Gaardsrummet henimod Hønsehuset. Med Forsigtighed lukkede vi Døren op: ogsaa her var Alt Stilhed og Ro, Ænderne laae paa Gulvet og sov med Hovederne skjulte under Vingerne oppe paa Hjalet sad Hønsene i tætte Rader, og kun en og anden dreiede Hovedet, da vi aabnede Døren. Andrea Margrethe vilde først gaae ind og tage Hanen, eftersom hun var den meest Behændige og bedst kjendte Husrummet. Men Hønsene sadde for høit oppe, saa hun kunde ikke naae dem. Saa maatte jeg gaae ind istedenfor, medens Andrea Margrethe holdt Vagt ved Døren og passede paa, at Ingen nærmede sig, idet hun tillige sagte hviskede ind til mig, at jeg endelig maatte være forsigtig og ikke gjøre Støi. Dette søgte jeg efter bedste Evne at efterkomme, men det var ingen let Sag, thi der var meget mørkt derinde, saa jeg havde ondt ved at see mig for. Dog var jeg lykkelig kommet hen til Hjalet og skulde lige til at gribe efter Hanen, da jeg i det Samme uheldigvis kom til at træde paa en And, der laa og sov paa Gulvet. Denne udstødte nogle høie Skrig, der strax bleve istemmede af hele Flokken, og nu opstod en grændseløs Forvirring. Alle Hønsene fløi op, skreg omkap med Ænderne og fløi rundt omkring, idet de baskede mig i Hovedet med deres Vinger, saa jeg blev aldeles fortumlet. Midt under alt dette hørte vi et Vindue blive lukket op og Præstens Stentorstemme raabe ud i Gaarden: »Aa Niels, nu er Trofast bestemt kommen ind i Hønsehuset igjen; løb hen og jag ham ud, og giv ham nogle ordentlige Bank!« Hverken Andrea Margrethe eller jeg havde Lyst til at overtage Trofast' Parti ved denne Leilighed, og da vi heller ikke ønskede at blive overraskede af Niels i en =tête
Katinka løftede Emil op og tørrede hans Ansigt, og, uden selv at vide det, vendte hun tilbage til sit Brev. Rejst og borte. Men nu vilde hun hjem, være hos sig selv og ikke blandt disse #fremmede# Mennesker. Idetmindste vilde hun hjem. Det var den sidste Eftermiddag, hun var der. Barnepigen var draget i Plantagen med Flokken. Katinka og Svigerinden sad alene i Stuen.
Nu var han alligevel baade Pot og Pande, og de ældre i Flokken anklagede Gerson for "Forræderi". Mellem Frøken Falk og William udviklede der sig langsomt en større Forstaaelse.
Det er ingen Sag at gaa i Spidsen og føre an, naar det er sigtbart Vejr, og intet Land er at se hele Horisonten rundt. Den gamle Hval følte det som en Leg, og hele Flokken fulgte den, for alle kunde se, at der ikke var noget at være bange for. Men saa kom Taagen. Havet blev mørkt og tungsindigt, og Himlen blev ogsaa mørk, og Skyen deroppe blev ligesom urolig.
En af dem faar den at se. Straks skriger hele Flokken op og slaar sig ned i Træerne om den. Kampen begynder forfra. Lyset svier den i Øjnene. Den hader Solen. Den haler til. Senerne giver sig som Elastik. Det er helt lyst. Jo mere den slider, jo værre skriger Spotterne. Et Par Finker er kommet til og hopper i Tjørnen over den. En Gærdesmutte piler dens Næse forbi.
Hvalerne begyndte at dukke op og ned paa Kryds og tværs i alle Retninger og at puste ængsteligt. Men Taagen blev tættere og tættere. Og da der var gaaet en Tid, mindskede den gamle Hval Farten. Det var slet ikke dens Hensigt at gøre det. Den vidste godt, det var klogest, hvis den vilde holde sammen paa Flokken bagved, at svømme løs og lade som ingenting.
Dagens Ord