United States or Canada ? Vote for the TOP Country of the Week !
De synes aldrig at more sig over noget hele Livet er en solid Pligt. Jeg sidder oppe i mit Værelse, og Véronique har været saa fornuftig at lægge tidligt i Kakkelovnen. Jeg antager, at Hr. Carruthers ikke kommer før omtrent Klokken fire, saa har jeg endnu en Time at slaa ihjel. Jeg har sagt, at jeg skulde skrive Breve, og paa den Maade er jeg sluppet for den sædvanlige Køretur.
Vagten hørte, at Jakob var i yderste Dødsfare, men før han havde faaet et Par Kammerater til at følge med turde han ikke gaa ind i Gaarden. De fandt Jakob paa Stenbroen midt i Gaarden, hvor han laa skrigende og med Fraade for Munden. Han havde Krampeslag og blev bragt i Seng. Efter nogle Dages Feber og Raseanfald kom Jakob sig og begyndte at spille saa smaat igen.
Der gik, uden at han selv vidste det, en pludselig Trækning over Hans Excellences Ansigt, før han sagde, som havde han intet hørt: -Du skulde skaane Dig. Og han føjede til, mens han bestandig slog med den ene Krykke mod Karmen: -Det er paa Tiden. -Det kan jeg sige Dig.
Som sagt, Ministeriet maa jo forblive tavs og lade uvidende.« »Det sagde De allerede til mig under vor første Samtale,« svarede Detektiven. »Jeg har selvfølgelig taget mig Deres Ord efterrettelig. De afbrød blot, før min Beretning var endt.« Og han fortsatte med et Smil: »Jeg #har# givet D'Hrr. den nødvendige Advarsel, uden at de naturligvis aner, hvorfra den er kommen.
-Det var Skade, sagde Fru von Eichbaum. Karl gik. Fru von Eichbaum syslede længe endnu, før hun slukkede og gik ind. Døren mellem Dagligstuen og Kabinettet havde hun vist glemt at lukke. Det hændte oftere i den sidste Tid. ... Hjemme havde Fru Mourier og Kate nydt et Eftermaaltid i deres Spisestue. -Vorherre bevare mig vel, der skal vi vel kun en Gang om Maaneden.
Liget lod han flytte ned i Riddersalen, og han gik derinde og puslede hele Dagen. Den sidste Aften før Begravelsen gav Jacques Erik en gammel Kjole af Faderens og sagde, han skulde tage den paa. Den var meget for stor, saa Skøderne næsten slæbte efter ham; Hænderne blev borte helt oppe i Ærmerne.
Hver Dag bære Vinden vore Tanker som Blomsterstøv til vort Sind ... ... Jeg var din, før jeg saa dig ... Jage jage ... Spring Hund, lad Vinden fløjte dig i Ørelapperne, saa du føler Bruset presse mod din Hjærne. Svalerne flyver afsted. Vingerne funkler i Lyset. Flue efter Flue drukner i deres Næb. En Høg slaar ned. Den griber en af dem i Flugten.
"Edgehill er taget af Sted," sagde han med et underligt Udtryk i Ansigtet. "Jeg har lige fulgt ham, og jeg tror nok, det vil vare længe, før han prøver at narre Dr. Nikola igen." Lamaklostret. "Naa," sagde Nikola, da Lyden af Hestehovene var døet hen, "der er ingen Tid at spilde, lad os klæde os paa."
Døre kom op igen og i igen, og paa én Gang var det, et Nu, som alle skændtes, Karle, Konduktører og Rejsende. -Kære Du, sagde Fru v. Eichbaum, der stod bag sin Kupédør saa rank som et Lys: at Folk, der skal rejse, dog aldrig indretter deres Tid. ... Toget var gledet bort, og de saá kun endnu en Gang Fru von Eichbaums hvide Lommetørklæde, før de alle vendte sig og gik.
Hans Morgendrik var "en Slurk udaf hans Vandkande", og Ilden i hans Kakkelovn kom sent til at brænde; men han var med al sin Tørhed lige saa hjertelig og tjenstvillig som før. Nogle Aar senere ægtede han en Kvinde, som man sagde han havde beilet til i mangfoldige Aar, men hun vilde ikke forlade sine gamle Forældre, saa længe de levede.
Dagens Ord