United States or Vatican City ? Vote for the TOP Country of the Week !
Han var bange for at give Anledning til, at Flyge skulde bryde overtvært og tage sin Beslutning. Og han følte sig ikke mere sikker paa, at dette vilde blive Signalet til, at den skæbnesvangre Forbindelse hævedes. Det var med tungt Hjerte, at han lidt efter tog Afsked med ham. Men Flyge drev ind ad Byen til.
Skjøndt jeg egentlig fandt denne Bemærkning ganske træffende og ikke kunde lade være at trække paa Smilebaandet, var der noget saa Irriterende, ja overfor Minna endog Fornærmeligt ved den velbehagelige Smidsken, hvormed han ledsagede den, at jeg følte den mest levende Lyst til at gribe ham i Kraven og støde ham ned ad den store Trappe, som vi nu standsede ved.
Saaledes blev Ellen forkælet af begge Bedsteforældrene: af den ene pyldrende forknyt, af den anden underlig pretentiøst: og det hele virkede eiendommelig paa Barnet. Hun kom til at staa Bedsteforældrene fjærnt og følte sig tidlig som noget andet og bedre end de. Mod Bedstemoderen kunde hun nok være kærlig.
Katinka havde endnu Julesalmerne i sit Øre, hun følte alting som i glad Højtidelighed. -Julen er rar, sagde hun. -Ja, sagde han og lagde hele sin Overbevisning ind i "Ja'et". -Og han sagde det osse rigtig kønt, lagde han lidt efter til. -Ja, sagde Katinka, det var en rigtig køn Præken. De gik lidt. -Men jeg har jo slet ikke takket Dem, sagde saa Katinka, for Sjalet.... -Ingenting at takke for.
Dog hvor iler Du hen, min Hu, som bevæget af Stormen? Spar Din Taare en Stund; sødere rinder den da. Midt i August følte jeg mig endelig stærk nok til at tiltræde Hjemreisen . Jeg fik dog endnu af og til smaa Feberanfald, og mit Udseende var ikke det bedste.
Alene en Grusbarre, der havde dannet sig just dér i Havstokken, og som bræmsede for Mennesker og Vogn og Dyr, hindrede Ulykken, der ellers var overhængende ... Holst var træt allerede og pustede. Han følte sig drivende varm paa Ryg og Bryst, bare man kunde sagtne Tempoet lidt, men Fiskeren arbejdede videre i samme stride Gangart. Holst #maatte# følge Trit, og han #vilde# det.
Men da Solen kom, gik der en Rytme gennem hans Hjærte, en Kraftsang, han følte sig som Gud, hver Blodslag fornyede Smærtebevidstheden i hans Hoved. Det var, som stod der en dundrende Larm om ham, skønt han laa i fuldkomment Stille; nej Gud, hvor dulmende det var at høre ligesom en Halsen i Luften, han laa og voksede i Styrke, vældigt, han følte sin uhyre Dødsdømthed.
Det var et vildt Ridt, et Ridt for slappe Tøjler over Hede og Marker, gennem Hegn og over Vandløb. Men Violette løb, løb som aldrig før og som hun følte, at hendes Rytter bar Tysklands Skæbne under Knapperne paa sin Pelisse. De vilde Duer, der fløj over vore Hoveder, kom ikke hurtigere frem end Violette og jeg.
Hele Rummet var kun Hoved ved Hoved helt op i Amfiteatrets store levende Mørke fyldt af en Brusen, i hvilken Ouverturens Vals næsten blev borte. Man følte sig, som kom man ind i en elektrisk Kæde, naar Rækken lukkede sig, og man naaede paa Plads... Tæppet til »Lykkepigen« gik op, da Berg og Lange satte sig: Man var i Provence, hvor Bønder holdt Fest, og Gaasepigen var i Spidsen med sin Hyrde.
Han talte om den store Opgave, om Arbejdet, om Anstrengelserne, om alle Planerne, om alt det som endelig, endelig skulde fylde hans Liv; han talte, blev ved at tale; som drevet frem af en hidsig Utaalmodighed, for hvilken han ikke selv gjorde sig Regnskab, oprullede han som et Fremtidskort over hele sit Liv til han tav, aandeløs som efter et langt Løb, og pludselig paany følte sig forvirret foran hendes stirrende Blik, næsten angst: Og jeg da? sagde hun: Herluf bøjede uvilkaarlig sit Hoved, næsten som En, der dukker sig for Slag, mens Asta blev ved at stirre paa ham: -Jeg kan gaa her som en gammel jomfru og ryste mine Krøller og som fortvivlet rystede hun de tænkte Krøller gaa her alle de Aar, sagde hun.
Dagens Ord