United States or Fiji ? Vote for the TOP Country of the Week !
William kunde blive helt forskrækket, han følte sig uhyggelig; og han kunde stirre paa Mørket, til han fik Lyst til at løbe, og det var, som om noget bandt hans Tunge, naar han begyndte at tale....
-Nu gaar vi, til vi kommer igen, sagde Marschalinden og lagde begge Hænder om hans Hoved, mens hun kyssede ham. Hans Excellence rørte sig ikke: -Farvel. De kørte henad Gaden, da Marschalinden, der endnu følte som Marmorkulden af Excellencens Hoved gennem sine Handsker, sagde: -Men Onkel Hvide er blevet gammel. -Det er maaske kun idag, sagde Moderen. -Hvorfor? Moderen svarede ikke.
Jeg var ved at skrive en frygtelig Stil om le participe passé og følte mig meget égarée , da en af de gamle Ambassadører kom ind for at tale med Mademoiselle. Jeg saa hurtigt op med Hovedet lidt bøjet, og han sagde paa Tysk til Mademoiselle, at jeg havde de mærkeligste Øjne, han nogensinde havde set, og at det Blik op under Øjenvipperne havde Fanden skabt!
-Naar Etatsraadinden kun er tilfreds, nejede Sofie Sofie Kokkepige kom aldrig længer i Rangforordningen end til Etatsraadinden, det havde hun nu kaldt Fruen i tyve Aar. -Ja, rigtig tilpas, Sofie, sagde Fruen. Gamle Sofie gik, og Konferentsraadinden satte sig, lidt træt, og saa' ind gennem sine kønne, stille Stuer. Det var Astas Hoved, som hun følte ind til sin Skulder.
Jeg kan ikke beskrive, hvor irriteret jeg var, og jeg besluttede straks at rejse i Morgen men hvorhen, det kunde kun Skæbnen eller Djævelen vide! Da jeg kom ind i mit Værelse, fik jeg en Klump i Halsen. Véronique var gaaet i Seng, træt af at have pakket ind hele Dagen. Jeg følte mig pludselig saa mutters alene, alt det interessante var borte. For Øjeblikket hadede jeg de to dèr nede.
-Naar rejste han, sagde Katinka. -Nu er 'et vel to Uger siden.... -To Uger.... Katinka rejste sig stille og gik ud i Haven. Hun gik rundt i Gangen; hen til Roserne; ned under Hylden: Her havde han været for at sige hende Farvel paa hver Plet, paa hvert Sted. Hun havde ingen Taarer. Hun følte næsten som en stille Højtidelighed.... Der lød et glad Halløj henne paa Vejen.
Saa gave vi os da til at pakke Tøiet sammen, og da jeg saae Kuffert og Vadsæk opstillede paa Gulvet, følte jeg endog heftig Lyst efter at komme til Nøddebo, for jeg kan aldrig see en Kuffert, uden at jeg faaer Lyst til at reise. Næste Morgen bleve vi vækkede ved en stærk Banken paa Døren: det var Karlen, der kom for at bære Tøiet til Banegaarden.
Han følte klarere og klarere en Katastrofe nærme sig. Og som et Menneske, der mærker Sindssygen gro i sin Hjerne, faldt han snart hen i dump Resignation og rasede snart i vild Fortvivlelse, skreg op og slog om sig derhjemme i sin Stue, saa at hans Kone og Datter sad blege af Angest. Ind til ham kunde de ikke komme, da han altid stængede Dørene til sit Kontor, naar han mærkede et Anfald nærme sig.
Han følte godt, at Archæologen sad inde med Kundskaber og med et Selvsyn, som han selv manglede. Han opfordrede mig derfor til at træde i Brøndsteds Fodspor og lægge mig efter Studiet af Oldtidens Kunst og Monumenter. Han anbefalede mig til Professor Høyen , og skjænkede mig derved en Lærer og en Ven, der fik lige saa stor Betydning for min Udvikling, som han selv havde havt. Det var d. 17.
Dagens Ord