United States or Malawi ? Vote for the TOP Country of the Week !
Den Enbenede stod ved Siden af og saá paa Hestene: -Den gør'et ikke længe, sagde han. -Det ka' nok hænds, sagde Johan og saa hvast paa Medaillemanden. -Godmorgen, Johan, raabte Moderen, højt oppe fra, fra sit Vindue. Det bankede paa Døren. Det var Faderen. -Nu kommer jeg, sagde Moderen og gik ud. Sammen gik de ned ad Trappen og ind hos Hans Excellence.
Hun aabnede Gangdøren: -Vil Deres Excellence gaa ind, sagde hun og lukkede op til de mange Stuer: -Her er mørkt, sagde Hans Excellence. -Nu skal jeg tænde, Deres Excellence, sagde Frøken Erichsen og tændte to Lys paa en Konsol, før hun gik.
Men vi kørte om ad Brahes. Og to, tre Munde spurgte paa en Gang til Baronesse Emmely, medens Gehejmeraadinden raabte over til Hans Excellence, overdøvende alle de andre: -Ja, hvordan har hun 'et, gamle Excellence?
-Det er den aldrig trættede, som vi ærer, sagde Hans kongelige Højhed og tog Excellencens Haand. Og Hans kongelige Højhed talte spøgende om et Storkors, der nylig var givet Hans Excellence af Hans kongelige Højheds Broder i Grækenland.
Marschalinden lo: -Du vælter alting idag, Onkel Hvide. -Nej, sagde Hans Excellence, hvis Ansigtsudtryk skiftede: jeg stiller paa Plads. -Forresten, sagde Marschalinden, der stadig smilede: talte vi egentlig om Kærligheden. -Ja, fo'r Etatsraadinden brat ind, der nu havde forstaaet Marschalindens Ord fra før.
-Jeg ikke heller, sagde Hans Excellence: maaske er de Folk, naar alt kommer til alt, det fornuftigste Skrab paa Jorden. De har dog i Aarhundredernes Løb lært at indskrænke sig til kun at passe deres Piber. Baronen smilede venligt, saa man saá alle hans hvide og indsatte Tænder, og sagde, at han selv i sin Samling havde et Par Vandpiber.
-Ja, hvordan? sagde Professoren, der var Marschalindens Ungdomsven fra den Tid, han var Ammanuensis hos Hans Excellence. -Hm, sagde Marschalinden og slap hans Skulder: De ser ud, Berger, som var De bedrøvet af Overbevisning . . . hvad siger Du, Onkel Hvide?
I Søvne troede Hendes Naade sig altid paa gamle Baller og dansede med Durchlauchter, der var døde. Hans Excellence blev staaende, mens hans løftede Haand holdt om Portieren som en knyttet Klo: det var en Svaghed hos ham at lytte efter Hendes Naades Tale, naar hun sov. Pludselig satte han Lyset fra sig og han aabnede Døren. I Mørket gik han frem mod Hendes Naades Seng.
Som Markens Blomst henvisner fage alt, hvad af jordisk Rod oprandt, og talte snart er Stevets Dage, selv hvor med And det Gud forbandt; kun hvad der kom fra oven ned, kan blomstre i al Evighed sang de derinde, Degnens Bas og Flokkens Diskanter. Moderen kunde saa mange Historier om Grevinden. Hun fik dem fra sin Svigerfader, den gamle Excellence, der hadede "den Person" af en oprigtig Sjæl.
-Gudskelov, sagde Hans Excellence: der burde altid være Forbud mod, hvad de Gøglere lemlæstede. De oppe ved Hans Excellences Bordende lo, mens Moderen sagde: -Jeg kender intet som Grandpapas Had til Teatret. Gehejmeraadinden sagde: -Han har Ret. Man burde aldrig have nedrevet Blaataarn. Men Excellencen sagde: -Lad dem abe sig som de vil for Resten af Abekattene.
Dagens Ord