United States or Saint Kitts and Nevis ? Vote for the TOP Country of the Week !
Stemmerne døde hen i Hyl fra Klownerne, der knuste Svineblærer ved at kaste sig paa Jorden. Ellen slog sit Slør op og mønstrede Logerne. Hun hilste paa et Par Bekendte, Carl og hun lo ad Grevinde Petersdorf, hvis Ansigt skinnede under en gul Hat med tre uhyre Strudsfjer: Kanehesten er mødt, sagde Carl. -Carl brug dog ikke Øgenavne her.
De holdt saa tit, saa ved den Gaard og saa ved den, og mens Ellen kom op i Storstuen og fik Kleiner og Kirsebærvin, blev Faderen i Mellemstuen og drak Velkomst. Angst lyttede hun efter naar de klinkede. Kom, Fa'er, sagde hun. Hestene bli'r utaalmodige og vi skal hjem. Ud paa Eftermiddagen gik Ellen ikke mere ind. Faderen var saa rød og saa høirøstet. Hun var bange for hans Øine.
Hun havde siden truffet hende i Selskab: Hun er Morfinist, havde hun sagt. Hun havde strax set det paa de nervøse Bevægelser, paa Blikket; i Aftenens Løb saa de ofte paa hinanden. Ellen gjenkaldte sig atter hendes Ansigt, Træk for Træk, Blikket, Farven, Maaden at tale paa: Ja sagde hun hun er Morfinist. Jeg vil spørge hende. Hungeren drev hende, skød alle Indvendinger til Side.
Men han spurgte igen: -Bragte du Blomsterne op? Hun blev en Smule rød; Ja, jeg bragte dem. -Var der megen Sne? spurgte Lind igen. -Jeg ved ikke. Pludselig saa Ellen op: Men jeg lagde dem ikke paa jeres Grav, sagde hun. -Ikke paa Graven? han flyttede Piben, hvor Satan da? Hun saa lige paa ham: Jeg kastede dem ind i Hvælvingen, sagde hun.
Og der var Aftener, han kunde glemme Drikken; han gav sig til at gaa op og ned ad Gulvet, han talte sig ind i Minderne, blev saa atter taus, mens han blev ved at gaa ... Og Ellen følte hvert Minut som en Jubel. En Aften, da hun bragte Glasset ind, sagde hun, at hun vilde lave hans Toddy. Hun gjorde den ligesaa stærk, som han pleiede.
Inderst inde gjorde de Badende Larm. Fyrstinden førte an i en Kvadrille, der løstes op og flygtede med Hvin for en skummende Brænding Ellen vaagnede af Drømmeriet ved et Gys og løste hurtigt Snoren til sin Kaabe. Hun stod i Badedragten paa det øverste af Trappen. Saa vendte hun sig for at gaa ned, men hun stansede med ét. Lidt foran sig saa hun Carl, stirrende paa sig, blussende rød.
Hun dækkede Ansigtet med sine Hænder og sad længe stille: Nei, sagde hun, han skal aldrig sé mig nedværdiget. Og hun led Smerterne taus, udstrakt paa Chaiselonguen, med lukkede Øine. Om Aftenen kom Konferentsraaden; hun slog Øinene op af et kort Blund: Er det Dem, sagde hun. -Naa, har det været meget slemt? -Ja Ellen reiste sig det har gjort ondt, sagde hun.
-De mener til det er gaaet over. -Netop, Fyrst Carolhausen, til det er glemt. Samtalen skiftede. Ellen beundrede Trægrupperne paa Plænen. -Jeg holder meget af Spa. Her er meget smukkere end i Baden. -Og imorgen skal jeg dog reise! Skal De reise? Men det har De jo ikke talt et Ord om. Hvor det er trist. Og Grevinden beklagede. Ellen havde set hurtigt op.
Ellen lo stakaandet: Og hun tog det ganske roligt, sagde hun. Hun taug, alt stemmede op i hendes Bryst; svimmel følte hun Fristelsen til at falde ned mod hans Skuldre. Og han sagde endelig: Hun lignede Dem. Han sank i Knæ: Men De er smukkere. Ellens Hjærteslag standsede. I et eneste Nu af Jubel slog hun Øinene op og sugede hans Billed til sig i beruset Elskov. Hendes Blik gav Flammer.
Efter at Maag, der havde havt stærk Feber den første Tid, var blevet meget bedre, kom der en Dag ridende Ilbud fra Veile for at hente Ellen. Den gamle Lind var blevet meget syg og vilde se hende før sin Død. Ellen vilde først ikke tage bort, men da Faderen ønskede det, reiste hun. Hun maatte blive der fire Dage ... Saa blev det bedre med den gamle.
Dagens Ord