United States or Indonesia ? Vote for the TOP Country of the Week !
"Nej," det lød haardt, "det var kun nødvendigt." Han tog Lyset, stod er Øjeblik med Stagen i Haanden: "Nej" han kæmpede lidt med Graaden. "God Nat," sagde han henne fra Døren. Den næste Dag gik han ud til Professoren. Egentlig var han slet ikke bange.
For jeg maa jo bruge Dagen idag til at se mig om i Byen. Imorgen skal jeg paa Fabrikken, og saa faar jeg jo ikke megen Tid. Gaar De med, Frøken Anna ..." "Ja se, Frøken Anna var jo egentlig min Dame ..." "Jo ja undskyld men jeg kan jo slet ikke hitte om i Byen alene. Jeg har aldrig været her før nemlig. Hvis Frøken Anna nu gik med mig saa blev det jo saa meget lettere.
Aa ja, der er kommet noget af den gamle »Biedermann« deri, skjøndt han nok kunde se venligere ud. Mig minder det meget levende om Fader, sagde Minna. Ak Gud, ja, ak ja! Jeg har undertiden Held med saadanne lette Blyantstegninger, men Pastellen af Minna, der kostede mig saa meget Bryderi, er rigtignok et slemt Billede jeg burde egentlig ikke tillade, at det hang paa en Væg. Gud, Hr.
Det bliver morsommere siden ... For saa reiste Høien sig paa røde Pæle, og der blev skinnende lyst derinde ... der var Trolovelse, skal jeg sige Jer. Baronen . Var der Trolovelse? Det var som Djævlen! Ha, ha, ha! Alle . Ha, ha, ha! Ambrosius . Ja vist var der. For han var egentlig en Frø.... Alle . Ha, ha, ha! Ambrosius . Han havde koldt Blod og store, dumme Fiskeøine. Alle . Ha, ha, ha!
-Men De giver dem aldrig nok, sagde Ida. Og lidt efter lagde hun til, for Tankerne kom og gik saa lysende og saa hastigt i hendes Hjerne, som ellers var saa langsom: -Doktor, egentlig burde alle Mennesker være lykkelige. Qvam aabnede Døren til Kvinderne, og et Par Skrig slog ud imod dem: -Saa, nu aabner vi Buret, sagde han. Men Ida hørte ham ikke.
"Og "Ugebladet" havde ønsket en Idyl ..." William svarede med en ligegyldig Frase. Hoff fortalte igen lidt. Efter en lille Pause spurgte han pludselig, mens han, vendt mod Ilden, varmede sine Saaler. "Men hvordan gaar det egentlig Dem?" "Hvormed?" "De har jo været oppe hos Professoren." "Ja," William standsede, derpaa sagde han sagtere: "Og jeg skal prøve idag." "Ja saa," Hoff vendte sig.
Men med Hensyn til det sidste, saa gribe vi nødig til dette Middel, før Høiskolens financielle Forfatning tvinger os dertil, fordi den frie Adgang til Oplysning ene borger for, at den kommer der, hvor den egentlig hører hen, nemlig til Enhver, som besidder Lyst og aandelig Evne til at modtage og bruge den.
De holdt Hovederne halvt fremstrakte, just paa samme Maade, og de langsomme Ord kom i samme Tone. -Jo, jeg mener, saadan af Livet, sagde Karl. De tav paany og hørte kun Kullenes Fald. -Eichbaum nu maa De gaa. -Ja, sagde Karl: om to Minutter. Egentlig elskede han jo aldrig at rejse sig fra et Sted, hvor han sad.
Den Gang turde jeg umulig, og nu kunde jeg ikke lade være, skjøndt det egentlig var min Beslutning aldrig at sige det, eller i alt Fald meget, meget senere .... Ak, du kan maaske slet ikke forstaa det!
Jeg haaber, De vil lade mig komme og besøge Dem; men jeg vilde ønske, at De altid var her." "Det vilde jeg ikke," sagde jeg, men saa huskede jeg paa, at det lød lidt uhøfligt, for de har jo egentlig været venlige imod mig. "I det mindste De véd godt jeg synes, der er lidt kedeligt paa Landet synes De ikke ogsaa? saadan for bestandig?"
Dagens Ord