United States or Guam ? Vote for the TOP Country of the Week !


En Efteraarsmorgen for en Snes Aar siden fandt man i Klitterne ved Spirbakken en død Sømand. Papirer, han havde paa sig, godtgjorde, at det var Kaptajnen fra et norsk Skib.

Hurtig strøg jeg en Svovlstik af og gav i det samme et Skrig fra mig: det var Minnas Haand. Nær havde jeg slaaet Cylinderglasset itu, inden min rystende Haand fik Lampen tændt. Det var ingen Feiltagelse. Der laa det store, underlige Brev paa Bordtæppet, indeholdende Liv eller Død eller hvad der syntes mig langt herligere og uendelig skrækkeligere end Livet og Døden.

Man skulde troet ham død, hvis ikke Fingrene paa den højre Haand af og til med næsten regelmæssige Mellemrum havde slaaet nervøst-afværgende ud i Luften, medens samtidig hans Aandedræt hver Gang forstærkedes til en dyb, vaandefuld Stønnen, der lød som et idelig gentaget: Aaja ... aaja ... aaja ... Gildeslarmen nedenunder var fuldstændig ophørt.

"Ser De da ikke, Menneske, at Prinsen i saa Fald vil blive tvungen til at stille sig paa vor Side? Der vil herefter ingen Tilgivelse være for ham. I modsat Fald kan han svinge i Morgen, som han før har gjort det. Han kan æde sine egne Ord i sig, men en død Husar er mere, end han kan sætte til Livs!" "Nej, nej, von Strelitz, det kan vi ikke gøre!" sagde en anden Stemme. "Kan vi ikke?

"Stakkels Lord Robert," sagde jeg, men jeg følte, at mine Kinder brændte. "Ja, er det ikke kedeligt for ham? Saa han kan naturligvis ikke gifte sig, før hans Broder er død; der findes næsten ikke et eneste passende Parti for ham i England." "Det er nu alligevel ikke saa sørgeligt," sagde jeg, "den meget behagelige Rolle som 'de gifte Damers Kælebarn' staar ham altid aaben, ikke sandt?" og jeg lo.

Men de fejge og utro og vederstyggelige og Morderne og de utugtige og Troldkarlene og Afgudsdyrkerne og alle Løgnerne, deres Lod skal være i Søen, som brænder med Ild og Svovl; dette er den anden Død. Og en af de syv Engle, som havde de syv Skåle, der vare fulde af de syv sidste Plager, kom og talte med mig og sagde: Kom, jeg vil vise dig Bruden, Lammets Hustru.

Saa gav Ilisimartoq sig da endelig lidt efter lidt; han vred sig i Dødskrampe, krympede sig sammen i stærke Trækninger og laa endelig stiv og ubevægelig, med Næverne knyttede i Døden. Og saa havde ingen mere Grund til at frygte Død fra Ilisimartoq. Isângassoq gav sig nu til at græde, da det ligesom med eet gik op for ham, at han havde været med til at myrde sin Svoger.

Folk har ikke knuste Hjerter nu om Stunder; De taler som ud af en Bog, kære Lady Ver." "Der findes nogle faa Tilfælde af knuste Hjerter, men ikke som i Bøgerne, af Død og Tragedier etc.! men kun fordi vi ikke kan faa, hvad vi vil have, eller beholde, hvad vi har," og hun sukkede.

Stellas Død slog en uudfyldelig Brèche i Sønnens Liv; uagtet hun aldrig havde egentlig, hvad man kalder opdraget paa Sønnen, men snarere kun set til, mens han udviklede sig, var det dog hendes Smag, og kun hendes, som havde dannet ham, hendes Følelser, som saa at sige igenvoksede i ham. Hun var Midtpunktet for alt, hvad han vidste, følte og tænkte.

Vi foretrak at nøjes med Biskuit og Smør hellere end at kalde paa Tjenestefolkene og gøre dem den Ulejlighed at lave noget andet. En Time senere var Hunden død. Den var blevet forgiftet, som vi vilde være blevet, hvis vi havde nydt af Karrien. Den nye Kok, som vi senere opdagede var en Kineser, var i Mellemtiden løbet sin Vej og kunde ikke findes igen.