United States or Åland ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men i hele Folkets Påhør sagde han til Disciplene: "Vogter eder for de skriftkloge. som gerne ville gå i lange Klæder og holde af at lade sig hilse på Torvene og at have de fornemste Pladser i Synagogerne og at sidde øverst til Bords ved Måltiderne, de, som opæde Enkers Huse og på Skrømt bede længe; disse skulle få des hårdere Dom."
Kammerjunkeren havde spurgt Kandidaten, hvad det egentlig var for en lille Dame, han havde haft til Bords, og Kandidaten havde forklaret det og sagde: -Iøvrigt vist en meget dannet lille Pige ... Men og Kandidaten havde nogle underlige Smaabevægelser med Hænderne man sidder jo dog, Kammerjunker, og siger til sig selv, at saadan et Menneske kunde smitte.
Og derefter gik han ud og så en Tolder ved Navn Levi sidde ved Toldboden, og han sagde til ham: "Følg mig!" Og han forlod alle Ting og stod op og fulgte ham. Og Levi gjorde et stort Gæstebud for ham i sit Hus; og der var en stor Skare af Toldere og andre, som sade til Bords med dem.
Men Karl blev ved at tale om "Bakken", mens han knækkede Valnødder og skrællede Æbler, og Fru von Eichbaum sad livlig, med en lille Smule Rødme paa Kinderne. Hun var altid saa glad, naar de sad lidt længe til Bords. -Og der er en fin Jagt, sagde Karl, da de rejste sig. -Velbekomme, min Dreng, sagde Fru Eichbaum og beholdt hans Haand et lille Øjeblik i sin.
-Ja, ja, raabte hun ind paa "Salen", hvor de to Patienter allerede havde sat sig til Bords ved Enden af Sengene og slog i Gulvet med Tøflerne af Utaalmodighed: nu kommer jeg jo.... Hun lyttede først ved Døren til Frøken Petersen, der sov saa fast endnu, at man kunde høre hendes Aandedræt helt herud. -Frøken Petersen, raabte hun og bankede: De maa op.
-Kære Ven, sagde Hr. von Pøllnitz man ser aldrig hinanden.... -Bedste Ven, man er Kammerater, og vi lever som fremmede.... -Kære Ven man maa se hinanden.... Næste Lørdag var der Middag hos Hr. von Pøllnitz. Hr. Hofskuespiller Kaim havde Fru von Pøllnitz til Bords. Vaaren kom med kriblende Sol og Grøde. Hendes Højhed var nervøs. Foraars-Uroen angreb Hendes Højhed.
Mest holdt han af de skinnende forgyldte Bronceting og af Dekoratørudstillingerne, hvor lang Silketøjer flød. Der stod han og maabede. Men længst kunde han dog gabe foran Boghandlervinduerne. Det var Olietrykkene han elskede. Billeder, hvor Mænd i Fløjl sidder til Bords med Kvinder i Silke og Drapperier af rødt og paa Bordet Pokaler af Guld. For nu var han fjorten Aar.
Men derefter åbenbaredes han for to af dem på Vejen i en anden Skikkelse, medens de gik ud på Landet. Og disse gik hen og forkyndte de andre det. Ikke heller dem troede de. Siden åbenbaredes han for de elleve selv, medens de sade til Bords, og han bebrejdede dem deres Vantro og Hjerters Hårdhed, fordi de ikke havde troet dem, som havde set ham opstanden.
Før var det dem, der havde de høieste Kort og sadde i Forhaanden, nu var det mig, der sad inde med Hjerter Es og kunde dreie Spillet, som jeg vilde. Hun var naturligvis min Borddame. Ved et andet Bord lidt fra os saae jeg, at Gamle og Corpus Juris sadde, den første havde faaet Emmy, den anden Andrea Margrethe til Bords.
»Det var fornuftig meent«, sagde Præsten. »De sidder nok og tænker paa den Poesi, der ligger skjult i Middagsmaden. Heldigviis kommer Andrea Margrethe der for at kalde os til Bords. Maa jeg have den Ære?« og han bød mig høitideligt Armen og anviste mig Hæderspladsen i Sophaen ved Siden af sig. »Nei der skal Christopher sidde som den Ældste«, indvendte Præstekonen.
Dagens Ord