United States or Cyprus ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men da ramtes hun af et Blik fra sin Svigermoder, der uvilkaarlig fik hende til at rejse sig og liste af. Pompadours tynde, graasprængte Haar var skilt i Midten og kæmmet glat ned bag Ørene, hvor det samledes til en lille, karakterfast Knold. Og noget mildnende Hovedsæt bar hun ikke. Kraniet saas i alle dets respektindgydende Linjer ...
Men inden jeg kunde svare, strakte Minna Haanden ud, som om hun vilde lægge den paa min Mund, og med et angst, bønligt Blik fortsatte hun: Men husk paa, Harald, at du vel faar en Hustru, der elsker dig, og som du selv elsker langt mer, end hun fortjener, ak, det veed jeg men maaske dog aldrig kan gjøre dig lykkelig, En, der har et indre Saar, der aldrig vil læges helt, og som hun maaske forbløder af.
Dels gav de mig Blik for Ensidighederne i den tyske Litteratur, dels blev de for mig det første Exempel paa et grundigt og fordomsfrit Kildestudium.
Og naar han smilede til hende, saá hun paa ham med et forbavset Blik, der spurgte, hvorfor han betragtede hende saaledes.... Hun spillede mildt, og for hvert Brudstykke forklarede hun ham, hvad Komponisten nu fortalte. Hun talte paa en blød, kælende Maade som en Kvinde, der fortæller Eventyr for Børn. Og saaledes var hun hele Aftenen.
-Og er det saa en Opførsel, naar man skal staa Fadder til et Par ægte Kropduer, sagde Agnes. De to andre fik ikke sagt et Ord. Men Katinka følte Huus' Blik paa sig, og hun blev staaende med bøjet Hoved foran ham. De blev ved at lege Trold og Enke. Hun saa' kun ham. De vekslede kun Legens Ord med halvsagte Stemme. Ingen af dem vilde have kunnet tale helt højt.
Han lod, som om han betragtede de Ting, der var udstillede der. Men Hansen-Maagerup, som iagttog ham paa Afstand, kunde se paa Udtrykket i hans Ansigt, at han intet saa. Han stod blot og stirrede frem for sig med et tomt og adspredt Blik ... Da indsaa Hansen-Maagerup, at der var Fare paa Færde. Endnu samme Aften talte han til ham om Anna, tvang ham til at høre.
Jeg undersøgte Murene, jeg undersøgte Gulv og Loft, jeg bankede og huggede. Men alt syntes tykt og solidt. Døren var af Jern, lukket af en Springlaas, og den havde en lille Laage, hvorigennem Vagten kastede et undersøgende Blik to Gange hver Nat. I Cellen var der to Senge, to Stole, to Servanter, ellers intet. Men jeg ønskede mig ikke større Komfort.
Det var en Kniv af en særegen Form, bred og krum, med et raat tilskaaret Elfenbenskæfte. "Der maa være Indfødte i Nærheden," sagde Dick til Harris og viste ham Fundet. "Det kan se ud til det," svarede Harris, "men alligevel ..." "Men? De har da ikke alligevel taget fejl af Vejen?" spurgte Dick med et betydende Blik.
»Nu ja, ja«, sagde Manden, »denne Stue er da ogsaa meget pæn«, og han kastede et veltilfreds Blik hen paa de store Egetræskister, der stode opstillede langs Væggen. »Men det forstaaer sig, havde vi vidst, at vi fik saa fint Besøg idag, saa skulde vi nok have havt Storstuen istand til Dem.«
"Selv om jeg maaske en Gang har baaret det Navn, hvad vedkommer det saa Dem! De maa have været et Barn, da jeg bar det!" "Mit Navn er Duroc!" "Vel dog ikke en Søn af ?" "En Søn af den Mand, De myrdede!" Baronen prøvede paa at le, men der var Rædsel i hans Blik. "Gjort Gerning staar ikke til at ændre, unge Mand!" raabte han. "Det gjaldt deres Liv eller vore i de Dage: Aristokraternes eller Folkets.
Dagens Ord