United States or Aruba ? Vote for the TOP Country of the Week !
Dyret krummede Kløerne ind og lagde sig knurrende. Giovanni tog ikke sit Blik fra dens gule Øjne. Det var forbi, og Batty aabnede Døren og lod Giovanni gaa ud. Han fyrede Pistelen af og vilde lukke Døren til den lille Forstue da han gled. Han faldt, saadan forover paa det højre Ben og vilde rejse sig og greb for sig og havde Løvinden over sig og skreg.
Paa én Gang blev de alle forvirrede, og de viste ikke de Kunsters Følge, som de havde gjort hundrede Gange; men som forvildede satte de frem i Saltomortaler, alle paa én Gang, mens Publikum jublede. Naar Tæppet faldt, lænede de sig forpustede til Kulisserne, svimle som Folk, der har danset for længe; Gulvet gyngede under dem, og de kunde næppe staa paa deres egne Ben.
Baadsmanden stod oprejst i Agterenden og manøvrerede for at bringe Baaden saa nær som muligt til Dyrets venstre Side uden at komme i en for farlig Nærhed af dets vældige Hale, vel vidende, at et eneste Slag af denne vilde være nok til at gøre det af med baade Baad og Besætning. Forude, solidt plantet, med skrævende Ben, stod Kaptajnen.
Søde Ansigter, tidt uden Sminke, store, glade Barneøjne, Halse, hvor Skulderbenet stikker frem, og Overkroppe, der dingler genert, som om de ikke sad rigtig fast endnu; de kunde være fortryllende, naar de bare ikke havde Mani for at trippe om paa røde Ben ligesom Storkene. Himlen maa vide, hvorfor de har forelsket sig i de røde Strømper.
Og han greb ham ved den højre Hånd og rejste ham op. Men straks bleve hans Ben og Ankler stærke, og han sprang op og stod og gik omkring og gik med dem ind i Helligdommen, hvor han gik omkring og sprang og lovede Gud. Og hele Folket så ham gå omkring og love Gud.
Hvor ? spurgte Tinka, som var inde i en helt anden Historie, og lod Armene falde ned paa sine Ben. Her , sagde Tine i samme stille Tone og uden at tage sine Ojne fra Lyset. Jeg vilde ta'e til Lasarettet. Og endnu sagtere sagde hun: de traenger til Folk derhenne. Der blev stille lidt. Saa sagde Tinka;
Mikkel blev staaende ved Døren, Dampen brændte ham mod Brystet og begyndte at rinde i Draaber ned ad hans Ben. Pludselig var det, som om Dampen formede sig til en Skikkelse, der kom imod ham, et Skridt til og der stod en Mand fuldt synlig, kobberrød af Varmen. Det var Kong Christiern.
Men han var bleven ligbleg, og han kunde mærke, hvordan hans Ben rystede under ham. Først da den sidste Arbejder var forsvunden og han og Bøg var ganske alene i Salen, gik han ned af Talerstolen. Uden at sige et Ord til hinanden fik de to Venner udleveret deres Overtøj i Garderoben og gik. ... Da de kom ud paa Gaden, var det Regnvejr.
Hun Fandt det saa naturligt han havde dog maaske haft lidt mere Fornøjelse af hendes Spil end Væggene og Deres Forfædres Ben. William følte, han blev hed helt op under Haaret. "De tager virkelig Fejl," sagde han. "Hvori," spurgte hun og saá lige paa ham. "Det er slet ikke derfor ..." "Hvorfor?" Nej, han kunde ikke udholde det Blik han tav og saá ned. "Det med Forfædrene," sagde han saa dæmpet.
Han var kun lidt over tre Fod høj, hans Skuldre var umaadelig brede, hans Ben krummede sig, saa han kun kunde gaa paa Siderne af Fødderne, medens hans Hoved var saa stort, at det slet ikke stod i Forhold til hans Krop. Han havde kinesisk Dragt paa og bar Pisk og en lille rund Hat. Han vraltede hen imod os og sagde med en skingrende Falset: "Vil Deres Excellencer være saa venlige at følge mig?"
Dagens Ord