United States or Iraq ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og Jesus svarede og sagde til dem: "Går hen, og forkynder Johannes de Ting, som I høre og se: blinde se, og lamme gå, spedalske renses, og døve høre, og døde stå op, og Evangeliet forkyndes for fattige; og salig er den, som ikke forarges på mig." Men da disse gik bort, begyndte Jesus at sige til Skarerne om Johannes: "Hvad gik I ud i Ørkenen at skue? Et Rør, som bevæges hid og did af Vinden?
Jeg var ganske ung dengang, nylig kommen fra Østkysten, og havde ikke Begreb om, hvad det egentlig var, som foregik. Jeg troede bare, at hun var syg, og var slet ikke bange. Først da mine Husfæller begyndte at bebrejde mig min Ligegyldighed, kom jeg til at tænke over, at der maaske kunde være noget usædvanligt paa Færde. De andre var jo gamle kristne og vidste bedre Besked end jeg.
Det var den Gang, at vi havde kaldt ad ham og saaledes atter vare blevne fundne. Ligesom Præstekonen og Corpus Juris havde fortalt dette, gik Døren op, og Gamle traadte ind. Men hvor saae han dog ud! Fra øverst til nederst var han dækket med Leer og Jord, hvorimellem der sad store Klumper Snee, der vare begyndte at smælte og som smaa Bjergstrømme rislede ned ad ham.
Dette satte imidlertid ikke Corpus Juris i bedre Humør, og han begyndte nu at øve en saa bidende Kritik over min Oplæsning, at vi upaatvivlelig tilsidst vilde være komne i en hæftig Ordstrid, om ikke Andrea Margrethe havde vidst at jævne Alt ved sit gode Humør.
Der traf han Tine en Dag, da hun kom hjemmefra, over Gaerdet, og med hende begyndte han at tale halvfrygtsomt eller kun nolende om det , som han altid og uafladelig talte om: om Viborg derhjemme.
»Præstegaarden selv er der ikke videre at see paa«, begyndte Præsten. »Kun maa jeg bede Dem betragte Hundehuset; De seer, at Indgangen dertil er bygget i Rundbuestilen, hvilket tyder paa, at det maa være meget gammelt.« »Hvor er Lænkehunden henne?« spurgte jeg. »Lænkehunden gaaer frit omkring og lever af at æde Kyllinger.«
Skjøndt denne Interesse burde have været saa selvfornægtende, at den ikke vilde forstyrre hende, saa pønsede jeg, oprigtig talt, ikke paa Andet end paa at gjøre det og faa en Samtale i Stand. Da dette Spørgsmaal udeblev, var jeg lige vidt. Jeg havde prøvet og forkastet flere Indledninger, da den mindste Pige begyndte at klynke over, at hun frøs.
Opmuntret ved dette Bifald begyndte hun at efterligne det falske Effektmiddel, som den paagjældende Skuespiller havde opfundet til denne Grubler-Monolog: at give Spørgsmaal og Svar med to forskjellige Stemmer, en høi fistelagtig, og en dyb Bugtalerrøst, idet hun samtidig vendte sig snart til den ene, snart til den anden Side: »Hvilke Art Følelser skulde jeg vælge? .... #Vrede?# denne hungrige Ulv æder sig for hurtig mæt! #Sorg?# denne Orm nager mig for langsomt! #Græmmelse?# denne Snog sniger sig for trægt! #Frygt?# Haabet tillader den ikke at gribe om sig .... Hvad? er Dødens Arsenal allerede udtømt?
Tine stod stille op og hun begyndte at tale som en, der fryser frygtsomt om Naetterne, om Skanserne der ude, om de Faldne. Han svarede kort, i en Tone uden Liv. Det var som hvert Svar gjorde Tine blegere og det naeste Sporgsmaal endnu mere tonlost. Hun taenkte kun paa et: at faa Bordet bort, om bag sin Seng.
De unge begyndte, men ingen kunde gøre „Støvlemanden“ noget; alle Kuglerne røg tilbage. Han hang deroppe med Ryggen mod Bramraaen og grinte af alle deres Anstrengelser. Saa blev to meget gamle Matroser kommanderede frem. De skottede til hinanden og saa forlegne ud, for de havde vist aldrig nogen Sinde i deres Liv fyret en Bøsse af.
Dagens Ord