United States or Åland ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men da Moderen saa ham forsvinde ind i „den stærke Mand“s Hus, blev hun bange for, hvad der vilde ske, og begyndte at ryste over hele Kroppen. Et Øjeblik efter kom han ud, og da havde han „den stærke Mand“s smukke Datter under den ene Arm, ganske som om det kunde være en Bylt Skind.
Han følte ind paa Brystet, om Seddelen var der. Men allerede nu havde Tvivlen faaet Overhaand. Mikkel var af Natur en Hedning; det eneste, han og hans Slægt i Grunden havde nemmet af Religionen op gennem Tiden var Ederne mon det betød noget det hele? Men bange var han, knuget af Bævelse, han laa de Timer inden Midnat og blev febersyg af Skræk.
Det var Dag ud og Dag ind kun en gold Strid, saasnart de bare saas. -Og Gerster er ogsaa lidt let irritabel, sagde Professorinden. De tav igen, til Fruen atter sagde den samme Sætning: -Og jeg er saa bange for hans Sundhed, sagde hun igen med samme skælvende Stemme.
Mig vil det nok gaa galt, tænkte han fuld af bange Anelser. Der hang Ulykke over ham, og dog havde han spaaet sig selv større Lyksalighed end de fleste andre Mennesker. Og pludselig faldt det paa ham som et dunkelt sørgeligt Fremsyn, at han vilde komme til at dø for egen Haand. Ikke langt fra Stejlebakken udenfor Vesterport laa Rakkerkulen.
Han interesserede sig uhyre for at træffe Dem, og han syntes at kende mere til Sagen end jeg. Jeg er næsten bange for, at han maa faa sine Oplysninger fra Tjenestefolkene." "Aa, viser det ikke Stuepigen i ham, stakkels Menneske!" sagde jeg. "Saa kan han ikke gøre ved det, ikke mere end jeg kunde gøre ved, at jeg græd i Gaar i Parken, medens Robert saá paa det.
Og de var kommen til Bygden, Hjælpen var bleven sendt ud, og ogsaa Knøsen var bleven frelst. Var han bare vedbleven at gaa. Havde han bare været saa meget Mand, at han var vedbleven at gaa, da havde de været frelste begge to. Men han var en Kujon. Han var bange for dette der bagved.
"Nej, Fa'r, jeg har noget at tale med dig om først." Niels lod sig falde tungt ned paa Bænken. Fa'ren sad og saa paa ham, syntes knap, han kendte ham igen, træt og elendig saa han ud, og Ansigtstrækkene var saa underlig forvredne. Hans Ansigt blev graat og hans Øjne bange, mens han sad og stirrede paa Sønnen. "Hvorfor gik du?" spurgte han.
"Jeg mener, at der er en Mand i dette Kloster, som jeg har truffet før," sagde jeg, "og det under meget ubehagelige Omstændigheder." "Tror De da, han har genkendt Dem?" "Jeg haaber det ikke," svarede jeg, "men jeg er bange for det." "Hvor har De truffet ham, og hvad var det for ubehagelige Omstændigheder?"
"Det vilde dog være en lovlig vovelig Sag for os at give os i Lag med. Vort Bestemmelsessted, Sanct Felice, ligger paa denne Side af Bjærgene, og for at naa det, behøver vi ikke at forlade Plateauet, der langsomt hæver sig til omtrent 1500 Fod i det højeste." "Og De er stadig ikke bange for at fare vild?" "Nej, min Ven, ikke en Smule.
Er du bange for mig? Ellen blev staaende. -Kom herhen. Ellen gik, og hendes Hænder sank klamme ned i Bedstemoderens Haand, som raktes frem imod hende ... Nu er det ordnet, altsammen ordnet. Bedstemoderen sukkede dybt, og hun løftede sin matte Haand op imod hendes Hoved og rørte hendes Haar: Ellen mit Barn. Hun Følte den døendes Haand paa sin Pande og skælvede.
Dagens Ord