United States or Bermuda ? Vote for the TOP Country of the Week !
De aad som Ulve og sagde, at de var aldrig mætte, undtagen "hjemme paa Gaarden". Den niaars sad med store, gammelkloge Øjne og saa' fra Drengene til Thora. -Der er Skaar paa Porcellænet for at hædre de fremmede, sagde Kaptejnen; han rakte Katinka Agurkesalaten i et skaaret Fad. -Aa, det kommer saa let, Hr. Kaptejn, sagde Katinka.
Thi det hele var kun en Lykke, noget man fik. Dette Menneske var et Barn med store Øjne, der spurgte om alt muligt, kun et Barn ... Han vilde spille Aladdin, Fordi det var det dejligste ... Men han misundte dog ikke.
Han talte om den første Gang, hun hilste paa ham i Kirken. Hun havde smilet saa besynderligt. Om hun da allerede den Gang var begyndt at elske ham? Hun svarede ikke, men hun smilede paany og kyssede ham. Det første, han havde set, var hendes Nakke han saá den skinne bag den sorte Pibekrave. Og det første, hun havde set hos ham, var hans Øjne.
»Vogt jer, I Drukkenbolte!« tordnede han. »En af Jer skal i hvert Fald blive Dødens, hvordan det end gaar!« Det hele skete saa pludselig, og den unge Fyr saa' saa besynderlig ud, som han stod dèr med lynende Øjne og den slebne Klinge i sin Haand, at Mændene uvilkaarligt veg et Par Skridt tilbage. »Hvad staar I og glor paa? Skyd ham ned som en Hund!« brølede Anføreren.
Det var længe efter Midnat, at jeg faldt i Søvn, og saa var det, som om mine Øjne ikke havde været lukkede i fem Minutter, da Nikola, der som sædvanlig ikke syntes at trænge til nogen Søvn, var oppe og lavede sig til at rejse videre, ja Solen var neppe kommen op over Horisonten, før vor Frokost var besørget, og vi var færdige til at stige til Hest.
Onklen stirrede derind, med Hagen begravet i sine Hænder, med de skinnende døde Øjne. Maria Carolina turde ikke tale til Onkel Otto Georg. Hun laa tavs paa Knæ ved Siden af hans Stol og saa' ind paa Ilden i Ovnen. En Gang imellem mærkede den stille Prins, at Barnet laa der; og Maria Carolina følte Onkel Otto Georgs bløde Hænder glide saa sagte hen over sit Haar.
Han vidste det ikke selv, men det var hans unge under Ærgerrighedens Anspændelser døsende Sanser, der holdt ham feber-vaagen i disse Nætter, naar han i Fortvivlelse og Angst bed i sin Hovedpude for ikke at skrige, naar hans Øjne var tørre, fordi de var trætte af Søvnløshed og uden Taarer.
Jeg skimtede gennem Halvmørket en mager, sammenfalden Skikkelse, der sad paa Hug; de knoglede Ben var krummede, og et Par indfaldne Kinder hvilede paa Knæskallerne. Hun havde vist siddet der saa længe, at hun ikke længere kunde strække Ryg og Ben. Hendes hudløse Øjne lyste røde af Betændelse. „Ej kender du ikke hende?“ svarede man forbavset. „Næh!“ „Det er jo Jomfru Maria!“ sagde en og fniste.
Frøken von Hartenstein var vaagnet midt i Akten, Hun sad med opspilede Øjne og stirrede ned paa Scenen. Komtesse von Hartenstein saa' ud som en skræmt Høne. I samme Nu slog hende den besynderlige Klang af en Stemme fra Scenen raa, næsten dyrisk. Hendes Højhed fo'r uvilkaarlig sammen: Det var Don Carlos, der talte til Dronningen.
Undertiden, naar han saaledes havde Besøg, og han talte meget højt og længe, aabnede hun pludselig Døren og traadte ind under et eller andet ligegyldigt Paaskud, som kunde afbryde Samtalen og Faa den Fremmede bort. Men fra Faderens Øjne mødte hende da et Blik saa vredt og hadefuldt, at Datteren gøs derved. Var William hjemme, sad de to Søskende sammen.
Dagens Ord