United States or Niue ? Vote for the TOP Country of the Week !
GINA. Det blir altså ved det, at du flytter ifra os, Ekdal? Ja det forstår sig da af sig selv, synes jeg. GINA. Ja-ja. For jeg kan da ikke gå her og få mit hjerte gennemboret hver time på dagen! GINA. Gud forlade dig, at du kan tro så stygt om mig. HJALMAR. Bevis ! GINA. Jeg synes, du skulde bevise. HJALMAR. Efter en forgangenhed, som din?
HJØRDIS. Ulven der lige ved; den rører sig ikke; den ser på mig med to røde øjne! Det er min fylgje, Sigurd! Tre gange har den vist sig for mig; det betyder at jeg visselig skal dø inat! SIGURD. Hjørdis, Hjørdis! HJØRDIS. Der sank den i jorden! Ja, ja, nu har den varslet mig. SIGURD. Du er syg; kom og gå ind! HJØRDIS. Nej, her vil jeg vente; jeg har ikke lang tid igen!
Hvad enden bliver, véd jeg ikke selv. CETHEGUS. Ej! aldrig falder det mig ind at tænke på enden. Øjeblikket nyder jeg. Hver glædens skål jeg stikker ud og lader: det hele gå sin egen skæve gang. LENTULUS. Vel den, der kan. Det mig forundtes ikke så ligegyldig at imødese den dag, da intet mer vi har tilovers, og ingen fordring fyldestgøres kan. STATILIUS. Og aldrig glimt af udsigt til det bedre!
Han stod en Stund urørlig. »Hvor bor De henne?« spurgte han. Jeg nævnte af gammel Vane og uden at tænke over det min gamle Adresse, det lille Kvistrum, som jeg havde forladt. Han stod igen en Stund. »Har jeg gjort noget galt?« spurgte jeg angst. »Nej, langtifra!« svared han. »Men De burde vel gå hjem nu, det er koldt at ligge her.« »Ja, det er sandt, det er lidt køligt, kender jeg.«
Jeg foresatte mig ikke at gå til ham igen, førend jeg kunde tage med et Arbejde, som jeg var helt tilfreds med, som kunde forbause »Kommandøren« en Smule og få ham til at anvise mig ti Kroner uden et Øjebliks Betænkning. Og jeg gik hjem igen og tog fat på min Skrivning påny.
FALK. Stod jeg da i stimlen? Og det er kravet. Nej, den er forbi, hin isolerthedspagt med mig og himlen. Endt er min digtning indfor stuevæg; mit digt skal leves under gran og hæg, min krig skal føres midt i døgnets rige; jeg eller løgnen en af os skal vige! SVANHILD. Så gå da signet frem fra digt til dåd! Jeg har Dem miskendt; De har hjertevarme; tilgiv, og lad os skilles uden harme
Jeg vandred i lien så tung og så ene; de småfugle kvidred fra busker og grene; så listelig kvidred de sangere små: hør til, hvordan kærlighed monne opstå! Den vokser som eken i årene lange; den næres ved tanker og sorger og sange. Den spirer så let; i den flygtigste stund fæster den rødder i hjertets grund! Jeg hørte ikke ret ? SIGNE. Jeg? Nej visst ikke. Kom; vi må gå vore gæster imøde.
GREGERS. Opfindelsen? Nej. HJALMAR. Så? Du har ikke det? Å nej, der oppe i skogtrakterne og ødemarkerne GREGERS. Du har altså gjort en opfindelse! HJALMAR. Ikke ganske gjort den endnu; men jeg holder på med det. Du kan jo nok tænke dig, at da jeg beslutted at offre mig for fotografien, så var det ikke for at gå her og ta' portrætter af alskens hverdagsmennesker.
Det var engang i Sommer, for længe siden, da var jeg gal; jeg arbejded for hårdt og glemte at gå til Middags i ret Tid, når jeg havde meget at tænke på. Det hændte Dag efter Dag; jeg burde have husket det, men jeg glemte det stadig væk. Ved Gud i Himlen, det er sandt! Gud lade mig aldrig komme levende fra dette Sted, hvis jeg lyver! Der kan De se, De gør mig Uret.
Aldeles overvunden, besudlet og nedværdiget i min egen Bevidsthed, rejste jeg mig mekanisk op og begyndte at gå hjemad.