Jeg vandred i lien tung og ene; de småfugle kvidred fra busker og grene; listelig kvidred de sangere små: hør til, hvordan kærlighed monne opstå! Den vokser som eken i årene lange; den næres ved tanker og sorger og sange. Den spirer let; i den flygtigste stund fæster den rødder i hjertets grund! Jeg hørte ikke ret ? SIGNE. Jeg? Nej visst ikke. Kom; vi vore gæster imøde.

MARGIT. lidet kan mine ord krænke jer. Min søster kender eder jo kun af de viser, som er gjort om eder, og de viser klinger ilde for høviske øren. Eders fædres gård er et utrygt hjem mellem alle de vilde gæster. Både nat og dag har I gilde med dem. Krist hjælpe den ungmø, I fæster!

FRU INGER. Jeg har sagt denne riddersmand eders navn, og hvad I har meddelt mig Ja ? Nu, ja FRU INGER. og jeg vil ikke dølge for eder, at han ej fæster den stærkeste lid til eders bistand. NILS LYKKE. Ikke det? FRU INGER. Kan det undre jer? I kender dog vel både hans sindelag og hans tunge skæbne NILS LYKKE. Denne mands ? ja, ja vel

SIGNE. Å, jeg forstår mig endnu lidet kærlighed; men det véd jeg, sandt er det, som der står i visen: den spirer let; i den flygtigste stund fæster den rødder i hjertets grund MARGIT. Lad være. Og når er, da har jeg ikke længer nødig at dølge noget for dig. Ah Her er min hånd. KNUT. Men nu vil vi også nævne, begge to, hvem det er GUDMUND. Godt.