United States or Guinea-Bissau ? Vote for the TOP Country of the Week !
GREGERS. Og de bøgerne læser De vel i? HEDVIG. Å ja, når jeg kan komme til. Men de fleste er på engelsk; og det skønner jeg ikke. Men så ser jeg på billederne. Der er en svært stor bog, som heder «Harrysons History of London»; den er visst 100 år gammel; og den er der så umådelig mange billeder i. Foran står afbildet døden med et timeglas, og en jomfru. Det synes jeg er fælt.
På dette gamle herresæde, som et barn for to år siden fortalte mig så meget om. Lucia. Ja, for to år siden var hun endnu et barn. Det er, som om jeg havde set det altsammen før; som om jeg var tilhuse her. Derinde er riddersalen. Og nedenunder er gravkælderen. Der ligger nok Lucia også. Da jeg gik over borggården, løfted hun på låget.
Og Werle har heller ikke lagt dølgsmål på noget for sit vedkommende. Se, det er det, som nærmest har knyttet os sammen. Nu kan han sidde og snakke med mig så åbent som et barn. Det har han aldrig havt lejlighed til før. Han, den sunde livskraftige mand, fik hele sin ungdom og alle sine bedste år igennem ikke høre andet end straffeprækener.
Men så kom der adskilligt imellem. Det meste deraf var vel af personlig natur og formodentlig det stærkest og nærmest afgørende; men jeg tror nok, det heller ikke var ganske uden betydning, at jeg just på den tid beskæftigede mig med indgående at studere Landstads samling af "Norske folkeviser", der var udkommet et par år i forvejen.
Bjørn, du véd, i lønkamret har min egen kiste stået rede i mange år. DEN FORRIGE KRIGSKNÆGT. Det skal ske, som I byder. Han holder med resten af rytterne borte på landevejen. Vi andre får gå her ind og Havde han været bedre tjent med en slig lod? Eller også havde han købt sig fri ved at spille mit barn i mine fienders vold. Er det så mig , der har dræbt ham? Værner ikke ulven selv om sin yngel?
Eller var det en åbenbarelse ovenfra? Jeg er aldrig kommen tilbunds i det. Men ve hver den, som har fået en stor gerning at bære på. I syv år tør jeg sige, at jeg trolig holdt, hvad jeg havde lovet. Jeg stod sammen med mine landsmænd i trængsler og nød. Alle mine legesøstre sad som hustruer og mødre trindt om i landet. Jeg alene turde ikke høre på nogen bejler.
Jeg kommer jo ellers aldrig her i huset. GREGERS. Nej, det hører jeg. Men jeg måtte da se dig og tale med dig; for jeg rejser visst snart igen. Ja, vi to gamle skolekammerater, vi er rigtignok kommet langt bort ifra hinanden, du; vi har nu ikke set hinanden på sexten sytten år. HJALMAR. Er det så længe siden? GREGERS. Ja, det er det rigtignok. Nå, hvorledes har du det så? Du ser godt ud.
HJALMAR. Ja, naturligvis er det Gina Hansen. GREGERS. som styred huset for os det sidste år mor lå syg? HJALMAR. Ja visst er det så. Men, kære ven, jeg ved da bestemt, at din far skrev dig til, at jeg havde giftet mig. Men far skriver altid så kort til mig. HJALMAR. Jo, det gik ganske ligefrem.
I véd vel, at jeg har tilbragt fulde tre år ved højskolen i Paris? Hele min hug står did ned igen, besynderligen hvis jeg kunde få fremtræde i så højst ansélig egenskab som en konges sendebud. Nu, ikke sandt, I overlader fru Inger til mig? Husk på, dengang I sidst gæsted hoffet i København, veg jeg pladsen for eder hos mere end én ungmø
Men I glemmer nok, at fredløs mand er utryg, hvor han end vanker. FRU INGER. Så tal; jeg skal ikke formene jer det. OLAF SKAKTAVL. Det er nu snart treti år siden jeg så eder for første gang. Det var på Akershus hos Knut Alfsøn og hans frue. Dengang var I endnu fast et barn; men dog var I kæk som en jagende falk, og derhos stundom både vild og ustyrlig. Mange var de, der bejled om eder.
Dagens Ord
Andre Ser