United States or Iraq ? Vote for the TOP Country of the Week !
Han støttede sig til Klaveret, han kom pludselig til at ryste, saa han ikke kunde staa, og blev hurtig bleg, saa atter rød. "Gør jeg Navnet Skam," Tænderne klaprede imod hinanden, "saa skal jeg nok lægge det af." Han rev sit Lommetørklæde frem, førte det hurtigt op til sit Ansigt og hulkede. Saa gik han. Da Nina vilde ind og sige "God Nat", var Døren til Værelset laaset.
Men hun forlod det igen, fordi der ikke var Døre, og hun gik ind i Sovekammeret. Hun laasede af, og slog Portièren ned. Hendes Hænder skælvede, saa hun knap fik Pakken løst og Sprøiten ud, i sin nervøse Hast. Hun fyldte den indtil seks Centigram, spildte lidt og tog Ærmet tilside. Tænderne klaprede i hendes Mund. Hun holdt Sprøiten ned mod sin Arm og forsøgte at stikke.
Han lagde sig hen paa Chaiselonguen og svøbte sig ind i sit Rejsetæppe, han frøs, saa Tænderne klaprede i Munden, og han hyllede sig helt ind i Tæppet, ligesom for at gemme sig. Han følte sig tung i alle Lemmer, blytung og sløv, ligesom bedøvet af det Slag, han havde modtaget.
Men den kunde pludselig kaste sig over ham, tage et Tag i Nakken paa ham, som om han var en Kattekilling, og bukke ham sammen som en Lommekniv. Da bed han Tænderne sammen og blev bleg af Raseri, og da var han ikke god at komme nær i lange Tider efter. Elias sad som sagt paa Midtertoften og trak ganske langsomt paa Aarerne.
"Min Gud!" sagde Robert rasende, "jeg bliver vanvittig af at tænke paa det," og et Øjeblik holdt han saa fast paa mig, at jeg knap kunde aande. "Du faar aldrig i Verden nogensinde nogen andens Kys, det siger jeg dig," sagde han gennem Tænderne. "Jeg jeg vil heller ikke have dem," hviskede jeg og krøb tættere ind til ham; "og jeg har aldrig faaet nogen, aldrig af andre end dig, Robert."
Han saa' alt, Buddene og Kunderne og Assistenterne og Trappen, med en urimelig Tydelighed og vidste slet ikke, hvad han saa'. Adolfs Ansigt var fortrukket og hvidt som Kalk, og der stod Kellnere rundtomkring. -Ja, sagde han blot og satte sig. Der blev bragt Direktøren Kognak at holde ved Tænderne.
Alle Børnene, Tine og Jomfruen stod rundt omkring. Hele Sovekammeret stod i en Damp, medens Moderen holdt den aabnede Mund over de rygende Kviste. -Tine, Tine, nu, raabte Moderen. Tine skulde stikke i Tænderne med en Haarnaal. -Der er den, der er den, raabte Moderen: -Se Ormen. Tine havde anstrengt sig, saa der faldt et Stykke Emaille ned foran Toiletspejlet.
-Men hun ri'er s'gu godt, tænkte han og nikkede. Han hvislede ud gennem Tænderne; han havde en mærkelig Signalhvislen, som kunde høres saadan noget som en halv Fjerdingvej og Ida, der skred foran, gik langsommere, til han naaede op til hende: det var ligesom han trængte til at tale lidt med hende. Men han sagde ikke andet end: -Hun ri'er s'gu godt.
Hun saá hans Træk tydeligt i Skæret fra Lygten; han var hvid som et Lagen. Stella rystede, saa Tænderne klaprede i Munden. Regnen havde vædet hendes Haar og Ansigt. Hun vendte sig, William stod og sled i hendes Kjole. "Hvad vil Du?" sagde hun. "Hvorfor blæser de?" spurgte han. "Fordi de Danske flygter," sagde hun og saá igen ud. William hvinede. "Nu sover Aage," sagde Nina. "Hvad siger Du?"
Og i Morgen vidste hans Far, hans gamle, prægtige Far, at han var Tyv. "Hvad fejler du?" spurgte den rødhaarede. Han stod og rystede Niels i Skulderen og saa helt befippet ud. Niels saa et Øjeblik op i Vennens runde Ansigt, saa sænkede han Øjnene. "Er du syg?" spurgte den rødhaarede. Niels bed Tænderne sammen og nikkede. "Men nu har du det bedre, ikke sandt?" blev den anden ved.
Dagens Ord