En uhyggelig Mumlen rejste sig blandt Mændene, der stod nede ved Fjæren: Abraham, Abraham! Der kommer Faderen! Og Abraham kom roende om Næsset uden at ane noget. Men han faar straks Øje paa Andreas, der kommer løbende ned til ham, og forstaar med det samme, hvad der er sket. Han giver en stønnende Lyd fra sig, som en Mand, der bedøves af et Slag.

Batty sad paa Giovannis Prøver ubevægelig og stille. En Formiddag gik det rent forkert. Giovanni sprang og sprang og tumlede ned og snublede og sprang. Han løb Manegen rundt og satte fra igen og sprang. Han berørte Hestens Ryg og faldt. -Nej han skreg nej, fø'r Hesten ud! Og stønnende kastede han sig næsegrus ned paa Jorden, saa lang han var. Han laa og hulkede sagte midt i det store Rum.

Han havde ikke Kræfter til at vige til Siden og løbe videre. Hans Hænder bare famlede over den glatte Flade og fik fat i en skarp Kant. Og medens hans Hænder famlede op og ned ad den skarpe, lodrette Kant, gik det langsomt op for ham, at han stod ved en Mur, ved et Hus. Krumbøjet og stønnende famlede han sig frem over Væggen, til han traf et Vindue.

»Jeg maatte forbarme mig over Dem«, sagde Andrea Margrethe, da vi havde lukket Døren i efter os, »De saae saa elendig ud.« »Puh ha«, svarede jeg stønnende, »hvordan skal vi dog faae denne Aften til at gaae?« »Er det de danske Studenter, der kan alt, hvad de vil, som allerede tabe Modet? Fy skamme Dem

Og kom det højt, sendte I Eders Kvinder til mig, at de skulde indkræve Skat for deres Gunst. Da fyldtes jeg af Lede for alt og alle. Og jeg søgte Grunden til Eders Trældomsfrygt. Og se: fra Hytten og til Borgen fandt jeg rig og fattig besudlet som jeg selv af Utugt og Hor! Paa Halm og Silke fandt jeg Mænd og Kvinder stønnende af Begær efter, hvad Næstens var.

Baronessen strakte stønnende Haanden ud mod Lampen, men faldt sammen: -Vil De være saa elskværdig? sagde hun. Sygeplejersken løftede Skærmen, saa Lyset flød ud over Emmelys Ansigt, mens Hans Excellence blev staaende, uden at røre sig, ved Sengens Fodende, ubevægelig, foran den unge Døende. -Sæt Skærmen paa, sagde han og havde ikke rørt sig. Sygeplejersken gjorde det. Der blev mørkt paany.

Gamle Linde er i Spidsen med den stønnende Jensen. -Linde, Linde, raaber Fru Linde: dine gamle Ben. Frøken Agnes slaar i Tangenterne, saa det suser. -Gud jeg dør, siger Helene fra Møllerens.... Lige paa én Gang sprænges Kæden. Stakaandet falder Parrene paa Plads rundtom. -Pyh, det gav Varme, siger Bai til Løjtnanten og tørrer sig. -Om vi saa' at finde en Bajer. Løjtnanten er med.

Bornholmeren ved Siden af Køkkenbordet lød langsomt og tungt. Det var, som hentede den hvert tøvende Sekund møjsomt og stønnende op af en uendelig Brønd. Bornholmeren var det eneste Ur i Huset, der gik. De andre var gaaet i Staa. Georg bragte de sammensyede Blade tilbage, og Excellencen trak Skuffer ud og Skuffer ind. De var alle fulde af samme Slags Hefter. Morgenavisen lod han ligge.

Alen efter Alen vandt jeg ind paa ham. Saa sagtnede han Farten, og jeg kunde høre hans korte, stønnende Aandedræt. Karréens store Grav kom pludselig til Syne lige foran ham, og da han tilkastede mig et Blik over Skulderen, gav han et Skrig af Fortvivlelse fra sig. I næste Sekund var han forsvunden for mit Blik.

Scheeles Elskov brød frem, som Morgensolen bryder frem af en Nattedises fjælende Banker! Han sprang op fra Bænken, hvorpaa de sad, og med et stønnende Udbrud af Smerte og Jubel slyngede han sine Arme om Baronessen, krystede hende tæt i sin Favn og bedækkede hendes Øjne og Læber med hede, sitrende Kys. Alex, Alex! stammede hun og søgte at sno sig bort. Jeg vil ikke ... Du maa ikke ...