Det var øjensynlig kun med Uvilje, han gav Snøren fra sig, med saa øjensynlig Uvilje, at Johannes næsten generede sig for at tage den. Men det var jo da hans Fisk, og hvad der sagde endnu mer, hans første Fisk. Johannes halede langsomt og forsigtigt ind, medens Thomas stod og saa til, foroverbøjet og øjensynlig parat til at gribe ind ved første Lejlighed.

Thomas, der havde iagttaget ham, lod Torsken falde ned i Baaden, plantede sin Haand paa Elias' Skulder og satte i et Spring forud. "Vær forsigtig, Dreng. For Satan, vær forsigtig. Hal langsomt, ganske langsomt, ellers river du det hele i Stykker." Formaningen var for saa vidt overflødig, som han allerede selv havde Tag i Snøren og halede ind paa den. "Hm!" gryntede Elias og vendte sig halvt om.

Men han havde efterhaanden som Dagen led, og det altsammen blev Torsk og Torsk, de fiskede, mistet Haabet og tabt Interessen. Men naturligvis, kom der en Helleflynder, saa Men der kom ingen. Det gav et Ryk i Snøren. Han rykkede igen. Fisken blev hængende, og han halede ind, saa Vandet fra Snøren stænkede omkring ham. De to andre vendte sig og saa, at det kun var en Torsk, han halede ind paa.

"Er den væk?" spurgte Elias spagfærdig og begyndte atter at røre Aarerne. "Selvfølgelig. Hvorfor Fanden kan du ikke ogsaa passe paa?" Thomas havde sat sig ned og halede arrigt ind paa Linen. "For Satan, Knægt, skynd dig at faa Snøren ud. Den maa sku staa her i Nærheden." Johannes skyndte sig at faa Sild paa Krogen og lod Snøren plumpe overbord og gaa til Bunds.

"Jeg synes ikke, det bider mer," bemærkede han ligegyldigt. "Men nu er det jo ogsaa snart mørkt." Thomas løftede Hovedet fra Snøren og saa hastigt ind mod Land for at forvisse sig om, at de endnu laa paa Medet. Saa saa han ned i Bunden af Baaden, hvor Fangsten laa og fyldte op.

Og han sparkede haanligt til Torskebunken paa Bunden af Baaden. Thomas, der sad og halede ind paa sin Line, standsede pludseligt. Hans Ansigt undergik en sælsom Forandring, og idet han holdt i Snøren med begge Hænder, rejste han sig halvt op fra Toften. Snøren var spændt som en Buestreng, og skønt han halede af al Magt og med begge Hænder, kneb det for ham at vinde ind paa den.

Men denne Gang passede han paa og manøvrerede omhyggeligt med Aarerne. "Forsigtig, ganske langsomt, endelig forsigtig," formanede Thomas, der selv stod og halede ind paa Snøren. Johannes, der var puffet til Side, sad paa Toften og vidste ikke, hvad han skulde gøre med sine Hænder.

Saa roede han fremefter for at faa Baaden lodret over Fisken, der syntes at have bidt sig fast et Sted nede paa Bunden. Thomas var allerede i Gang med at hale ind paa Linen. Men han blev hurtig træt han var endnu udmattet af sit Basketag med Fisken og lod Johannes faa Snøren. Ogsaa han blev hurtig træt. Elias havde siddet og ventet paa det. "Pas saa Baaden og lad mig faa fat."

Han vidste nok, hvad det var, Elias fløjtede for, men han havde ingen Jag med at komme hjem, selv om Fangsten allerede nu var helt antagelig. Han tog atter fat paa Snøren. "Vi kan faa meget endnu. Og en Helleflynder skal vi da ha'." Helleflynderen bragte ligesom lidt Liv i Knøsen forude. Et Øjeblik fik han Ryggen rettet lidt og strammede sig op.

Johannes undrede sig over, hvor let Fisken pludselig var bleven; man kunde fristes til at tro, at den var gaaet igen. Men saa strammedes Snøren pludselig og blev saa tung, som bar den et Klippestykke. "Vær nu forsigtig, Knægt," formanede Thomas, medens han lænede sig forover og strakte Haanden frem og ligesom greb i Luften med den. "Vær endelig forsigtig."