United States or Vietnam ? Vote for the TOP Country of the Week !
Fem-seks Bønderkarle var kommet og stod og skrævede i en Klump midtvejs ud for Stationsbygningen; Stationskarlen slæbte Godset frem, en enlig grønmalet Kasse, der saa' ud som' den var tabt ved Kanten af Vejen. Præstens garderhøje Datter rev Perronlaagen op og kom ind. Stationsforstanderen slog Hælene sammen og hilste. -Hvad vil Frøkenen idag, sagde han.
Alle Stuer undtagen Balsalen skulde indrettes i Dagligstuens Billede med Møblementet ud over Gulvene. Det var ikke saa let, for de Gravesenske Møbler trængte nok til lidt Støtte af Væggene, man turde heller sjældent se dem fra alle Sider: -Jeg tror ikke, her er et helt Stykke i Huset, sagde Frøken Frederikke rasende; Bagfyldingen faldt af en Sofa, hun og Vilhelmine slæbte.
Og Nina trykkede ham endnu fastere til sig: "Kan Du ikke græde?" William rystede paa Hovedet: "Lad mig være alene," gentog han, "lidt alene." Han slæbte sig frem over Spisestuens Gulv og laasede Døren til sit Værelse. Da han vendte sig om, mødte han i Spejlet over Sofaen sit eget Ansigt, og i nogle Sekunder stirrede han paa den graablege Slaphed som paa en fremmed Mands Træk.
Aarerne . . . De skal drive, sagde Mikkel i en ubehersket vredagtig Tone. Jeg vil tage dig fra Otte Iversen. Aa nej, Mikkel, Mikkel! Aa nej, bad hun forfærdet, hun klagede sig og græd højt, hun slæbte sig et Par Skridt paa Bunden af Prammen og vred sine Hænder op imod ham. Sæt dig ned! sagde Mikkel barsk. Hun satte sig lydigt, bøjede Hovedet dybt ned i Hænderne og græd. Mørket faldt paa.
Der var gaaet Aar hen, og altid gik det ens hos Sognefogdens: at Konen gik i sit Køkken efter sit Goddag, og Manden, i ham begyndte det, bare han saa "Moderens" Ansigt, at klukke, saa hele den lille Mellemstue skjalv. Men saa en Dag, det var en Mørkning, slæbte der sig noget som en tung Byldt ind i Dagligstuen hjemme.
Men der var kun Mørke, Mørke. Og da var det med et, som om Mørket kastede sig over ham og tyngede ham til Jorden, ned i Mørket. Saa hørte han en Stemme over sig: "Kom nu op." Der var en sær haard Klang i Stemmen. Og han kom op. "Kom saa." Og atter slæbte de afsted med ham gennem Mørket. Han vaklede frem med lukkede Øjne som en Søvngænger.
Samtalen slæbte sig hen, og han fik sig ikke rejst, for de hørte Skridt i den næste Stue, og Professoren stod i Døren i Galla fra Onsdagstaflet kom han: -Er du dér? sagde han. -Ja, sagde Fruen....
Jeg lagde Mærke til, at Sofia Lisbath gav sig til at plukke Lyng, som jeg siden fik at vide, for at putte det ind paa Kroppen under det vaade Tøj; selv var jeg for udmattet til at gøre det. Da vi kom op paa Toppen, kunde vi se Landet om Godthaab. Vinden blæste saa stærkt, at det lød, som om man slæbte gamle, tørre Konebaadsskind hen over Fjældene. Og Regnen!
Derpaa skar man alle Leddene over paa den myrdede for at hindre Sjælens Hævn. Hovedet puttede man i en Fangeblære, slæbte det op til en Bræ og lod det falde ned i en dyb Spalte; thi saa mægtig var Ilisimartoq, at man var bange for ham, selv efter at Liget var sønderlemmet. Og man fortæller, at mange, der siden kom forbi den Bræ, hørte Raab dernedefra.
Men da de skyndte sig derned, Husjomfruen og begge Stuepigerne, efter først at have sendt Jørgen Tjener ud for at lede efter Husbond, mødte de paa Stien over Enghavemarken Fru Uldahl, der langsomt kom gaaende op imod Gaarden. Hænderne holdt hun presset haardt ind mod Underlivet, og kun Fod for Fod slæbte hun sig frem ... Hun var den Gang højt frugtsommelig med sin yngste Datter, Sofie.
Dagens Ord