United States or Sweden ? Vote for the TOP Country of the Week !
Baronen . Hvad, for al Landsens Ulykke, betyder den Spektakel? Brænder Gaarden, eller hvad er paa Færde? Niels Bruus . Det skal jeg siger Jer, naadige Herre! Den Knægt har understaaet sig.... Baronen . Een ad Gangen, for tusind Syger! Tal han først, Niels, og lad mig høre, hvad der er i Veien.
Og jeg siger Dem, at ingen Mand i Verden vilde finde det let at være kold overfor Dem." "Aa! jeg véd ikke, hvad det er at være kold eller ikke kold!" sagde jeg træt. "Jeg er ked af alle, selv saadan en lille bitte Fyr som Malcolm Montgomerie bliver løjerlig paa samme Maade!" Han lænede sig tilbage og lo, saa sagde han vredt: "Den uforskammede Knægt! Jeg skal dreje Halsen om paa ham!"
Og det skulde da virkelig heller ikke virke beroligende paa dens Hjerne, at en langbenet Knægt havde faaet fat i Halen paa den og nu sprang af Sted bag efter den med Skridt som et Favnemaal. Hingstene var atter trukket op i Række; og de alvorlige Mænd var for længst færdige med at beføle Faar og Svin. Man var i Lag med at lægge Tøjr og Fodreb paa Tyrene.
Johannes undrede sig over, hvor let Fisken pludselig var bleven; man kunde fristes til at tro, at den var gaaet igen. Men saa strammedes Snøren pludselig og blev saa tung, som bar den et Klippestykke. "Vær nu forsigtig, Knægt," formanede Thomas, medens han lænede sig forover og strakte Haanden frem og ligesom greb i Luften med den. "Vær endelig forsigtig."
Staar du her og driver, din Lømmel! skreg han og huggede ude af sig selv af Raseri Drengen over Benene med sin tykke Stok, saa den ulykkelige Knægt sank i Knæ med et dæmpet Brøl og kunde ikke rejse sig igen. Helmuth lod ham ligge og gik hen gennem Gaarden, ind i Haven og ad Skoven til. Der hamrede bare den eneste Tanke op og ned i hans træge Hjerne: Altsaa havde Mo'er Ret! Altsaa havde Mo'er Ret!
Den anden maalte Afstanden. Jeg gjorde mig klar; men saa sprang han paa. Mulden røg dem fra Klovene, og de jog ind gennem Højskoven. Saadan een havde godt af at føle et Par spidse Takker mellem Ribbenene, saa det sang i Vommen. Det er snart Brunsttiden, og ingen Storbuk taaler, at en aargammel Knægt bryder ind i hans Hjord. De jager dem allesammen langt bort fra Skovene.
Han syntes, det var overflødigt at formane andre, naar man samtidig tog Snøren ud af Hænderne paa dem og bemægtigede sig deres Fangst, og han gjorde i en beskeden, surmulende Tone Thomas opmærksom paa sin Mening i den Retning. Thomas tog endnu et Par Tag. "Ja, ta' den saa," sagde han og holdt Snøren hen mod Johannes. "Men vær forsigtig med den, Knægt."
I Ferierne kom Arveprinsen hjem fra Kadetskolen. Hans Højhed Arveprins Ernst Georg var en lang Knægt, som kneb Maria Carolina i Armen under Taflet, saa hun var gul og grøn. Om Søndagen sad han bag ved hende i Kirken og knubsede hende under Prædikenen med knyttet Haand i Nakken. Maria Carolina kunde være gaaet i Ilden for ham. Hun elskede ham blindt.
Franz var gaaet frem fra sin Krog. Med opsmøgede Ærmer stod han et Par Skridt fra Disken og stirrede paa den vidtberejste. At det altsaa skete. Farven kom og gik paa hans Ansigt, mens han lyttede. Husets Søn vendte sig pludselig om og saá paa ham: -Naa Knægt Du falder i Staver ... sagde han og blev ved at se paa ham. Og halvhøjt lo han til Faderen: -Der Bub' wird Glück haben.
Nu opdagede Johannes pludselig, at han havde stukket sin ene Støvle ind i en Løkke paa Linen og begyndte at sparke med Benene. "Tag Støvlen af," brølede Thomas. Og da den anden betænkte sig, tog han fat i Støvlen og trak den af; i samme Øjeblik røg den ud over Rælingen og forsvandt med et Plump under Vandet. "Er du gal, Knægt," skændte Thomas.