United States or South Africa ? Vote for the TOP Country of the Week !
HJALMAR. Jeg ved ikke ; jeg la' ikke mærke til Hvad pokker er der dog i vejen? Stik noget til ham derude; noget rigtig godt. Skal så gøre. Det var altså virkelig ham! HJALMAR. Ja. GREGERS. Og endda så stod du her og nægted, at du kendte ham! Men kunde jeg da ! GREGERS. kendes ved din far? Å, hvis du var i mit sted, så Aha, står man her og frisker op gamle minder fra studenterårene? Hvad?
Jeg sagde altså til mig selv: da du nu må ind på Østråt ikveld, om du så skal gå gennem ild og vand, så kan du jo sagtens også krybe gennem vinduet. NILS STENSSØN. Om det var? Ja, det skulde jeg mene. Jeg lar nødig vente på mig, skal jeg sige eder. NILS LYKKE. Aha, fru Inger Gyldenløve venter eder altså? NILS STENSSØN. Fru Inger Gyldenløve? NILS STENSSØN. Sig mig, hører I til huset?
Og da Dale og Jack trak den op av vandet, saa de noget mer ogsaa. Paa den del som hadde været under vandet, hang nogen trevler av et garn. „Aha! rester av et fiskegarn!“ mente Jack. „Baade ja og nei,“ svarte hans far og smilte. „Det har været et garn, men jeg tror det har været brukt til at fiske efter noget som er adskillig mere værdifuldt end fisk.“
Hun vil ikke lokke mig ud på en falddør. Aha! FRU INGER. og min tak fordi I forud har ladet mig vide eders komme. NILS LYKKE. Ikke mere end min skyldighed. Jeg havde grunde til at formode, at mit komme vilde overraske eder FRU INGER. I sandhed, herr rigsråd, deri har I ikke taget fejl. Jeg havde visselig mindst af alle ventet at se Nils Lykke som gæst på Østråt.
GINA. Han vil nok ikke ha' nogen ind i kveld Hm hm! HJALMAR. Aha, sidder han og ? GINA. Ja, han gør nok det. HJALMAR. Herre gud, min stakkers gamle hvidhårede far ! Ja, lad ham saa bare sidde og gøre sig rigtig dygtig tilgode. EKDAL. Kommen hjem? Syntes nok, jeg hørte, det var dig, som Snakked. HJALMAR. Jeg kom nu netop. EKDAL. Du så mig nok ikke, du?
Åhå!« Hun lo med en Gang, højt, inderligt som et Barn. »Nej, hvor De er slu! Det sagde De bare, forat få mig til at tage Sløret af. Ikke? Ja, jeg forstod det. Men det skal De være blå for . . . . til Straf.« Vi begyndte at le og spase, vi talte ustandseligt hele Tiden, jeg vidste ikke, hvad jeg sagde, jeg var så glad. Hun fortalte, at hun havde set mig engang før, for længe siden, i Teatret.
GREGERS. Og du, som har lagt så stort et arbejde i dette. HJALMAR. Det var denne udsvævende Relling, som fik mig til det. GREGERS. Relling? HJALMAR. Ja, det var ham, som først gjorde mig opmærksom på mit anlæg for en eller anden mærkelig opfindelse i fotograflen. GREGERS. Aha, det var Relling! HJALMAR. Å, jeg har været så inderlig lykkelig over den sag.
„Saa betalte jeg Værtinden, pakkede mine Sager og vilde endelig gaa hen til jer. Men hvad ser jeg nede paa Gaden? Min Politimand, der forsøger at skjule sig bag et Hjørne. „Aha!“ tænker jeg, „er du der igen, din Rævepels?“ Og saa maa jeg selvfølgelig af Sted til Jernbanen. Jeg springer ind i en Droske, han i en anden, i
WERLE. Er det den livsopgaven, du talte om igår? GREGERS. Ja. Du har ikke levnet mig nogen anden. WERLE. Er det da mig, som har forkvaklet dit sind, Gregers. GREGERS. Du har forkvaklet hele mit liv. Jeg tænker ikke på alt det med mor . Men det er dig, jeg kan takke for, at jeg går og jages og nages under en skyldbetynget samvittighed. WERLE. Aha, det er samvittigheden, som det er galt fat med.
HEDVIG. Ja, der er store skabe med bøger i; og i mange af de bøgerne er der billeder. GREGERS. Aha! HEDVIG. Og så er der et gammelt skatol med skuffer og klaffer i, og et stort ur med figurer, som er til at komme frem. Men det uret går ikke længer. GREGERS. Tiden er altså gåt istå derinde hos vildanden. HEDVIG. Ja. Og så er der gamle farveskrin og sligt noget; og så alle bøgerne.