United States or Liechtenstein ? Vote for the TOP Country of the Week !
Den eneste rettelse vi har tillatt os, er at vi har indskutt et og andet komma og semikolon. „Idet vi kom nærmere, saa vi at øen var lang og smal, og at vi nærmet os dens ene ende. Longley, som endnu saa temmelig sjaber ut, men selv forsikret at han var all right, fortalte os at det lille sted Komataja laa i den ene ende av øen ved foten av et bjerg, en 2-3 km. fra stranden.
Og hvis dere vover dere inden skudvidde av os efter dette, det være sig under hvilketsomhelst paaskud, vil det være signalet til at vi skyter. Og nu vil vi ikke længer besudle os med at underhandle med dere. Gaa ned, Dale, og vær saa snild at la os komme avsted. Jeg vil bli staaende her og holde vakt til vi er vel igang. Og De, Longley, skyter paa dem øieblikkelig, naar jeg gjør tegn med haanden.“
Dale lo og svarte: „Personlig vilde det være mig en utsøkt nydelse at høre Dem si vor ven Schultz nogen rigtig drøie sandheter, Sir Ralph!“ Sir Ralph tilstod at det ogsaa var fristende for ham. „Vi maatte da naturligvis tydelig la ham forstaa, at om han ikke holder sig væk fra os herefter, vil der ikke bli vist ham nogenslags barmhjertighet.
„Det er virkelig sandt,“ sa Dale og lo, og gik saa for at indføre ankomsten til øen i journalen. „Kl. 2,30, mandag 8de aug.,“ læste han op. „Vi har nu været 13 dage paa reisen hit. Godt gjort, gutter?“ „Vidunderlig!“ forsikret Sir Ralph. „Hvem roper hurra for Kerrs motorer?“ spurte Tony. „La gaa!“ ropte Jack. Og dermed satte de i et egte Sandholme-hurra.
„Jeg er glad ved at høre Dem si dette,“ svarte Sir Ralph. „Selv om de dernede er Schultz og hans kompani og det tror jeg ikke det er nogen tvil om saa kan vi ikke la disse vilde massakrere dem uten at løfte en haand for at hjælpe dem. Det er utelukket.“
Longley bragte et nyt spørsmaal paa bane: „Har De nogen idé om, Sir Ralph, hvor lang reise vi er nødt til at gjøre for at faa disse „nøkler“, komme til øen og saa tilbake igjen?“ „Jeg har bare saa omtrentlig regnet det ut; men jeg skulde tro at hele reisen skulde bli 25 000 engelske mil.“
Han har rigtignok måttet slå af på sin ungdoms idealer. RELLING. Mens jeg husker det, herr Werle junior, brug ikke det udenlandske ord: idealer. Vi har jo det gode norske ord: løgne. GREGERS. Mener De, at de to ting er i slægt med hinanden? RELLING. Ja, omtrent som tyfus og forrådnelsesfeber. GREGERS. Doktor Relling, jeg gir mig ikke, før jeg har reddet Hjalmar ud af Deres klør!
Snart om vort hjem i blomsterflor skal spire en rosenhæk og venlige kærminder, som varsel for at tiden snart er nær, da du hvert fortidsminde hilse kan som ungdomsven, når det din sjæl besøger. CATILINA. Den tid, Aurelia? Jeg frygter, elskte, den ligger end i fremtids fjerne blå. Kort efter midnat vil vi bryde op; da blunder staden dybest i sin slummer, og ingen aner, hvor vi flygter hen.
„Sandelig min hat!“ gispet Jack; „vi har startet, har vi ikke, hr. Dale?“ Gutterne fór tilbake til vinduerne igjen, og saa jorden bli trukket langsomt bort under dem. Jack ropte igjen: „Vi flyver! Vi er oppe i luften!“ Gutterne rendte om for at se paa alt og faa forklaring paa alt mulig.
HJALMAR. Det vil jeg ønske for min familjes skyld. Men la' os nu sætte os og spise og drikke og være glade. GREGERS. Skal vi ikke vente på din far? HJALMAR. Nej, han vil ha' sit ind til sig siden. Kom så! RELLING. Igår var Molvik stygt på støvlerne, fru Ekdal. GINA. Så? Igår igen? RELLING. Hørte De ham ikke, da jeg kom hjem med ham mat? GINA. Nej, jeg kan ikke sige det.
Dagens Ord
Andre Ser