United States or Somalia ? Vote for the TOP Country of the Week !
» Nej , hører De!« råbte hun. Og hun lagde til disse sårende Ord: »Jeg kan jo ikke være tryg for, at De ikke er vanvittig.« Jeg holdt uvilkårlig lidt inde, og jeg sagde: »Det mener De ikke!« »Jo, ved Gud, De ser så rar ud! Og den Formiddag, De forfulgte mig, De var altså ikke fuld dengang?« »Nej. Men da var jeg jo ikke sulten heller, jeg havde netop spist . . . .« »Ja, så meget værre var det.«
Jeg visste ikke selv, hvad det var, jeg visste bare, jeg orket ikke høre dig si slik jeg visste, jeg kunde ikke la det ske det var, som det gjaldt mit eget liv . Og du snakket om barnet det gjorde saa vanvittig ondt at du hadde lidt saan, og jeg kunde ikke hjælpe og ja, jeg visste det ikke da, men det var vist det og, at jeg vilde, du skulde holde av mig . Og jeg forstod det alt, Jenny, den grænsesløse kjærlighet og det forfærdelige savn for slik holder jeg jo netop av dig.
Jeg vet meget bedre end du selv, at slik du nu har det, trænges der bare et puf, og du stuper uti noget aldeles vanvittig. Men jeg elsker dig for jeg kan se hele den veien, som har ført dig dit, og om du stupte, saa fulgte jeg bare efter dig og forsøkte at bære dig tilbake paa armene mine og elske dig allikevel .»
Han vidste nu, at han elskede denne fortryllende, unge Pige elskede hendes Ansigt hendes Dragt ja selve den Plet af Gulvet, hendes Fod berørte, og han følte en næsten vanvittig Smerte som om man skar i hans Hjerte med en Kniv ved at maatte sige sig selv, at hvis hun i det hele taget kom til at elske en Mand, saa maatte det blive Georg, denne glattungede Smigrer, som han i dette Øjeblik næsten hadede.
Og hvert mindste minde om disse ting har været forbitret af anger dette stadige nagende spørgsmaal, hvor kunde jeg lade hende gjøre det, hvor kunde jeg tage mod det, hvor kunde jeg tro paa en lykke for mig selv med hende? Ja Jenny, for jeg har troet paa det, saa vanvittig det høres ud, fordi jeg følte mig saa ung sammen med dig.
Har jeg selv fundet Ordet, så er jeg i min gode Ret til selv at bestemme, hvad det skal betyde . . . . Jeg hørte selv, at jeg fantasered, hørte det endnu mens jeg talte. Min Galskab var et Delirium af Svaghed og Udmattelse, men jeg var ikke sandsesløs. Og den Tanke fôr mig med ét gennem Hjærnen, at jeg var bleven vanvittig. Greben af Rædsel farer jeg ud af Sengen.
Kastanjeskogen lysegrøn og netop sprunget ut, og guldriset blomstret aldeles vanvittig nedover skrænterne, og langsmed veien var der saan masse hvite blomster og liljer.
Hun hadde følt en storm i sig det var vel medlidenhet med ham og hans skjæbne, og oprør mot sin egen hvorfor de to herjedes hver paa sin maate av længsel mot noget umulig og det var den gryende angst for, hvor dette skulde bære hen, som hun hadde kastet sig ut i da hadde hun jublet, at hun elsket ham. For hun hadde maattet stupe sig i denne mands arme, saa vanvittig hun visste det var.
Den Fremmede omfatter Blomsterne med skjælvende Hænder. »Der er Rædsel heri, men jeg maa fortsætte, medens denne Gartner, som er vanvittig i sin Gjerrighed, og skjuler sine Mysterier i denne Afkrog, ikke kan forstyrre mig.» Han seer paa den besvimede Olding, og dvæler endnu. »Ha, hvo har negtet Jan van Huysum , Blomstermaleren, en Buket?»
Hvorfor vender De Dem pludselig bort fra mig, som om De slet ikke kendte mig mer? Nu har De ribbet mig så inderlig blank, gjort mig endda mere ussel end jeg var nogensinde. Herregud, men jeg er jo ikke vanvittig, De ved meget godt, når De vil tænke Dem om, at der er ingenting, som fejler mig nu. Kom nu da og ræk mig Hånden! Eller lad mig få Lov til at komme til Dem! Vil De det?