United States or Peru ? Vote for the TOP Country of the Week !
Han havde naturligvis været i den dødeligste Angst for sin Post, havde ikke vovet at gøre nogen Kvalm for disse fem Kroner, som Forretningen havde tabt. Og jeg havde benyttet mig af hans Frygt, havde pint ham med min højrøstede Tale, spiddet ham med hvert Ord, som jeg råbte ud.
„Aa nej, han er ikke farlig!“ sagde Andrey beroligende. „Det er en Ven! Han vil rimeligvis tale med Vatajko eller mig! Men gaa lidt bort fra Vinduerne! Manden er meget frygtsom af sig.“ Manden, som Andrey havde genkendt, var en underordnet Skriver oppe fra Raadhuset, som for et ringe Vederlag bragte ham de Nyheder, det var ham muligt at opsnappe.
Student Lewis kom i juni maaned og holdt to maaneders religionsskole. Under sit ophold i menigheten blev han meget populær iblandt ungdommen. De blev saa godt kjendt med ham at de kaldte ham ikke student Lewis, men kun ret og slet George. Og naar de skulde ha en tale eller en oplæsning ved et ungdomsmøte sa de: „Let George do it.“ Før han forlot Glenfield var han den ledende blandt ungdommen.
Sir Ralph holdt rigtignok en tale, men den var prisværdig kort og fuld av vitser, især var der mange spøkefulde hentydninger til Kerr og hans elskede motorer. Saa foreslog ogsaa Sir Ralph at de skulde drikke en skaal for held og lykke paa deres verdensomflyvning. Og den blev drukket med begeistring. Men saa kom middagens clou. Saa uventet at det rent tok pusten fra dem, kom nyheten over gutterne.
Han følte ikke godt efter den voldsomme kjøretur utover prærierne for at undgaa pastor Carl Johnson; desuten hadde garagemanden tat $27.50 for at istandsætte automobilen og det hjalp ogsaa til at gjøre ham modløs. Glansnummeret paa programmet var naturligvis pastor Johnsons tale.
O hvormed har jeg fortjent dit Mirakel, store Gud? Skulde o det var ej meent! Ormen tør ej tale ud!
Da Georg holdt op med at tale, var hun sig det klart bevidst, og hun følte sit Hjerte svulme i en overvældende Følelse af dyb Medlidenhed.
Andrey begyndte at tale om den lille Fortælling, hun havde læst. „Den maa vi anbefale vore Venner!“ sagde han. „Jeg véd ingen anden Historie, der til den Grad egner sig til at bringe Bevægelse iblandt vore Arbejdere. Vi maa ubetinget indlemme den i Ligaens faste Bibliotek!“ „Jeg skal tale til Helene derom, første Gang jeg træffer hende.“
„Min Hjemelsmand fortalte, at de var saa optagne af at tale med hinanden efter alle disse Maaneders Adskillelse, at de næppe tog Notits af Retten; kun ved en eneste Lejlighed gjorde de en energisk Indsigelse.“ Og han fortalte, at Anklageren med Juryens Billigelse ikke havde undset sig for at overøse Fangerne, især de tre Kvinder, med de mest uhøviske Beskyldninger.
FRU SØRBY. Ja nok; lad os det. GÆSTERNE. Bravo, bravo! Gregers blir stående ved kaminen. GREGERS. Far, vil du ikke vente lidt? Hvad er det? GREGERS. Jeg må tale et ord med dig. WERLE. Kan ikke det vente til vi blir alene? GREGERS. Nej, det kan ikke; for det turde kanske hænde, at vi slet ikke blir alene. Hvad skal det sige.