United States or Palau ? Vote for the TOP Country of the Week !


Med den Blyant, fortsatte jeg koldblodigt, havde jeg skrevet min Afhandling om den filosofiske Erkendelse i tre Bind. Om han ikke havde hørt den omtale? Ja, sagde jeg, den var af mig, den! det måtte endelig ikke forundre ham, at jeg vilde have den lille Stump Blyant tilbage; den havde altfor stort Værd for mig, den var mig næsten som et lidet Menneske.

Jeg var yderst forvirret, jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulde eller stå; dette Menneske vendte fuldstændig op og ned hele min Tankegang. Jeg var henrykt, vidunderlig glad; jeg syntes, jeg gik dejligt tilgrunde af Lykke. Hun havde udtrykkelig villet med tilbage, det var ikke mit Påfund, det var hendes eget Ønske.

Petersborg, stod Andrey lænet ud af Vinduet for at spejde efter Georg, som han ventede vilde modtage ham her. Perronen var fyldt indtil Trængsel af Folk af begge Køn og i alle Aldre, der skulde afhente Slægtninge eller Venner, og imellem dem puffede Dragerne sig frem med deres Hjulbøre, medens de uundgaaelige Gendarmer med ophøjet Ro bevægede sig frem og tilbage.

Og jeg trak det frem. Det var bleven vådt, og jeg bredte det ud og lagde det hen i Sollyset. Derpå gav jeg mig til at vandre frem og tilbage i mit Værelse. Hvor alt nedslående ud! Omkring Gulvet små nedtrampede Levninger af Blikplader; men ikke en Stol at sidde , ikke engang en Spiger i de nøgne Vægge. Alt var bragt til »Onkels« Kælder og fortæret.

De har maaske for flere Aar tilbage skrevet nogle lignende Udtalelser til en Ven, som først nu bliver arresteret, og Deres Brev findes hos ham. Eller har De maaske i Virkeligheden ikke gjort noget af alt dette?“ Repin maatte tilstaa, at han var skyldig i sligt.

For nogle faa Skillinger forudsat at han kender en vil han med den største Fornøjelse opholde sig netop det Sted, hvor man ønsker.“ „Men hvis man nu blev forsinket, og han kom frem netop tidsnok til at faa Øje paa en, hvad saa?“ spurgte Andrey. „Saa vilde han hurtig gøre højre om og løbe tilbage til sit Skjulested det er meget simpelt. Men vi maa skynde os!

FURIA. Eller lyster dig en løvkrans af vinter-egen ved min moders hus, der visned da en ung vanæret kvinde med høje skrig sprang sansesløs i floden? CATILINA. Tøm alle hævnens skåler over mig engang ud ! FURIA. Jeg er dit eget øje, dit eget minde og din egen dom. CATILINA. Men hvorfor nu ? FURIA. Ved målet skuer jo den trætte vandrer sin vej tilbage. CATILINA. O, står jeg ved mit mål?

Da Mødet var forbi og enhver efterhaanden gaaet til sit, blev Tania tilbage; det var hendes Agt at blive hos Andrey Aftenen over. Det lykkedes dem at finde et Værelse, hvor de kunde være ene; men i Værelset ved Siden af taltes der saa højt og ivrigt, at de uafbrudt hørte Ordene derinde fra. Det var dem ikke muligt at faa en fortrolig Samtale i Gang.

Om han ikke kunde give mig nogle Øre for dem? . . . . mange, som han selv syntes . . . . Ganske efter hans eget Skøn . . . . For de Knapper? Og »Onkel« stirrer forundret mig. For disse Knapper? Bare til en Cigar, eller hvad han selv vilde. Jeg gik netop forbi, og vilde jeg høre ind. Da lo den gamle Pantelåner og vendte tilbage til sin Pult, uden at sige et Ord. Der stod jeg.

»Å, vær snil at give mig et Ben til Hunden minsagde jeg. »Bare et Ben; der behøver ikke at være noget det; den skal bare have noget at bære i MundenJeg fik et Ben, et prægtigt lidet Ben, hvor der endnu var lidt Kød tilbage, og stak det ind under Frakken. Jeg takked Manden inderligt, at han forbauset mig. »Ingenting at takke forsagde han.