United States or Estonia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg havde ikke bedt om den Tikrone, og jeg havde næsten ikke havt den mellem Hænderne engang, men givet den bort straks, betalt den ud til vild fremmede Mennesker, som jeg aldrig vilde få se igen. Den Slags Mand var jeg, betalte altid til sidste Hvid, når det galdt noget. Kendte jeg Ylajali ret, så angred hun heller ikke på, at hun havde sendt mig de Penge; hvad sad jeg da og hussered for?
Et Bybud går forbi mig i Porten, han hilser, og jeg svarer ikke; han henvender sig til Madamen bag mig, og jeg hører, at han spørger efter mig; men jeg vender mig ikke om. Et Par Skridt udenfor Porten indhenter Bybudet mig, hilser påny og standser mig. Han giver mig et Brev. Heftigt og uvilligt river jeg det op, en Tikrone falder ud af Konvolutten, men intet Brev, ikke et Ord.
»Gud bevare Dem, det går da ikke an, at De går her og sulter ihjæl, Mand!« siger han. Og han tager med en Gang til Lommen. Nu vågner Skamfølelsen i mig, jeg raver igen bort til Husvæggen og holder mig fast, jeg står og ser på, at »Kommandøren« roder om i sin Pengepung; men jeg siger intet. Og han rækker mig en Tikrone. Han gør ingen flere Omstændigheder med det, han giver mig simpelthen ti Kroner.
Jeg gik tilbage og stilled mig der, hvor han havde stået, og eftergjorde alle hans Bevægelser. Og jeg holdt Pengesedlen op til mine våde Øjne, beså den på begge Sider og begyndte at bande bande i vilden Sky på, at det havde sin Rigtighed med det, jeg holdt i Hånden, det var en Tikrone.
Når jeg havde fået den, så var den min, og der var visselig ikke Nød der, hvor den kom fra. Jeg måtte jo dog tage imod den, når den udtrykkelig blev sendt til mig; der var ingen Mening i at lade Bybudet beholde den. Heller ikke gik det an at sende tilbage en helt anden Tikrone, end den, jeg havde fået. Så der var intet at gøre ved det.
Dick stakkar, syntes han maatte trøste hende, fordi hun maatte gaa fra ham, og saa stak han til hende en tikrone og sagde, at det var rigtig bra hun maatte gaa, for nu maate han alligevel i kjedlen og gjøre den ren. Men da tøsen var gaaet sin vei, kunde jeg ikke dy mig længere, og saa læste jeg op for Dick hvad jeg syntes om baade ham og hende.
Anspændt af Ophidselse, uden at føle nogen Smærte mer, uden endog at kende noget Ubehag af nogen Sort, gik jeg let som en Fjær henover hele Torvet, drejed op ved Basarerne og slog mig ned på en Bænk ved Vor Frelsers. Kunde det ikke også være temmelig ligegyldigt, enten jeg sendte den Tikrone tilbage eller ej?
Det var ligefrem det mindste, hun kunde gøre, at sende mig en Tikrone nu og da. Den stakkels Pige var jo forelsket i mig, he, kanske dødeligt forelsket i mig endogså . . . . Og jeg sad og blæred mig dygtigt for mig selv ved denne Tanke. Der var ingen Tvivl om, at hun var forelsket i mig, den stakkels Pige! . . . . Klokken blev fem.
Så jeg havde intet at beklage mig over, og jeg begyndte mens jeg sad på Trappen at bede og tigge hende i mit stille Sind om Tilgivelse for min Opførsel. Især angred jeg bitterlig, at jeg havde vist mig utaknemmelig mod hende tilsidst og kastet hende en Tikrone i Ansigtet . . . . Tikronen! Jeg plystred en Gang med Munden. Brevet, som Budet bragte, hvor kom det fra?
Dagens Ord
Andre Ser