United States or Liechtenstein ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg skal ikke gøre Dem noget ondt, jeg vil bare knæle for Dem et Øjeblik, knæle ned på Gulvet der foran Dem, blot et Øjeblik; må jeg? Nej, nej, så skal jeg ikke gøre det, jeg ser, De blir bange, jeg skal ikke, skal ikke gøre det, hører De. Herregud dog, hvorfor blir De så forfærdet? Jeg står jo stille, jeg rører mig ikke.
GUNNAR. Hjørdis, ti jeg byder dig! HJØRDIS. Sigurd stred mod otte mænd og var fuldt rustet; Gunnar gik til mit bur ved mørk nat, fældte bjørnen, som havde tyve mænds styrke, og bar dog kun et kort sakssværd i hånden. Sigurd, vil du tåle ! Vær rolig! Og nu, I gæve mænd, hvo er djærvest, Sigurd eller Gunnar? GUNNAR. Stille! Sig frem, det kræves med rette!
Hævnens bud, dit offer skal jeg vriste af din hånd, binde ham til lysets hjemland med et elskovsbånd; og er hjertets slag forstummet, medens øjet brast, går vi begge bort fra livet i et favntag fast. Skænk mig da, I milde magter, for hvad her jeg led, ved min husbonds side gravens store stille fred. Søg ham, forblindede; jeg frygter ej; jeg holder sejren trygt i mine hænder.
Hvassere sværdhug har jeg sjeldent skiftet; Kåre og to mænd flygted op på landet; de andre sover trygt og vil være tunge at vække. Men du du Ørnulf ? Sex sønner fulgte mig i striden. Men hjemad? ØRNULF. Ingen. Ingen! Hjørdis synes at kæmpe en stærk indre kamp; Dagny græder stille ved højsædet til højre. Dog, mand skal leve efter mand; ræk mig et horn; jeg vil drikke mine sønners minde.
BJØRN. Det er ikke derfor, jomfru Eline, det er ikke alene derfor, at I går omkring, snart tankefuld og bleg og stille, snart vild og rådløs som nu ikveld. ELINE. Mener du? Og hvorfor ikke? Var hun ikke mild og from og fager som en sommernat? Bjørn, jeg siger dig, jeg havde Lucia kær som mit eget liv. Har du glemt, hvor tidt og mange gange vi sad som børn på dine knæ om vinterkvelden?
Ha-ha; det stirrer hende nok for stivt i øjnene! BJØRN. Jomfru Eline, hør mig! ELINE. Hvem var det, Bjørn? Hvem var det? BJØRN. Det så I ligeså grant som jeg. ELINE. Nu vel? Hvem så jeg? BJØRN. I så eders moder. Jeg har hørt hende hviske og vånde sig som en uløst sjæl. Og visen siger jo ; ah, nu véd jeg det! Nu véd jeg, at BJØRN. Stille! BJØRN. Hvad er der nu?
Saa gik han nærmere bort til vinduet og stirret ængstelig, ikke paa skibet som var indgravert i platen, men paa baksiden av den, hvor der tilsyneladende ikke var noget at se. Dale og Sir Ralph saa forbauset paa ham, men forholdt sig aldeles stille. Pludselig hørte de et utrop som tydelig var diktert av tilfredshet. Manden vendte sig saa mot de fremmede og sa rolig: „Ja, her er tegnet.“
Men hun orket det altsaa ikke mere . En dag fik hun brev fra ham, og han skrev blandt andet, at hun endelig maatte raadføre sig med en læge . Samme aften skrev hun et kort brev til Gunnar Heggen at hun ventet et barn i februar og om han kunde skaffe hende adressen paa et stille sted i Tyskland, hvor hun kunde være, til det var over. Heggen svarte med omgaaende post: Kjære Jenny.
ELINE. Nu ja, lige godt; bliv kun ved! BJØRN. Og så begav det sig engang BJØRN. Hvad nu? Hvad går der af jer? BJØRN. Hvilket? ELINE. Det er der! Ja, ved Kristi kors, det er der! Hvor? ELINE. Hys; stå stille! Rør dig ikke; lad dig ikke se! Vent; der kommer månen frem . Kan du skimte den sorte skikkelse ? BJØRN. Ved alle hellige ! ELINE. Ser du, der vender hun Knut Alfsøns billede indad mod væggen.
For en fabrikpipe var ikke til at øine, og det røk ikke av en eneste av de smaa komiske blikpiperne, som stak op av husene. Der laa graagul lav paa de rustbrune, runde gamle taksten, og der grodde grønt og smaa busker med gule blomster i vandrenderne, og paa terrasserne stod døde og stille agaver i urner langs kanten, og utfor gesimserne faldt der slyngplanter i stille og døde kaskader.
Dagens Ord
Andre Ser