United States or Svalbard and Jan Mayen ? Vote for the TOP Country of the Week !


Fra denne stund jeg sværger, ej at svigte, men stå som væbnet vagt i lysets lejr. Vi holder sammen, og vort liv skal digte en højsang stærk om kærlighedens sejr! SVANHILD. Og se, hvor let det er for to at vinde, når han er mand FALK. Og hun er heltud kvinde ; det var ugørligt at to slige faldt! Nej, Svanhild, ikke nu; vent til imorgen!

FRU HALM. Og mellem dem sågar en kammerjunker. FRØKEN SKÆRE. Men Maren værged kækt om kvindens ret. Hun havde Stråmand mødt i "Dramatiken": at se og elske ham, det var nu ét FALK. Og bejlerskaren måtte stå i stikken? FRU HALM. Ja vil De tænke Dem den romantiken!

SIGNE. Gud stå mig bi, du vil ! GUDMUND. Tal ikke om det! Ikke et ord til noget menneske; ikke engang til din søster. Hende, som han knapt har tænkt før ikveld. Havde jeg været fri, véd jeg nok hvem han havde kåret. Ja, fri! Herude, herude skal gildet stå, alt mens de fugle blunde, hvor lystigt at lege mellem blomster små i birkelunde.

Jeg vilde blot give den lille Pige derhenne min Vest . . . . til hendes Fader . . . . Det behøver De ikke at stå og le ad. Jeg kunde bare hjem og tage en anden .« »Ingen Opstyr Gadensiger Konstablen. »Såh, marschOg han puffer mig afsted. »Er dette Demses Papirerråbte han efter mig. Ja, Død og Pine, min Avisartikel, mange vigtige Skrifter!

Jo, for det første havde hun ligefrem den Vane at stå stille udenfor en Staldport Aften efter Aften, uden nogensomhelst Hensigt, bare fordi det faldt hende ind . . . . , hun kunde jo have sine Grunde herfor; hun holdt desuden af at være oppe til langt Nat, det havde hun altid syntes godt om. Om jeg brød mig om at lægge mig før tolv? Jeg?

SIGURD. var engang min fagreste drøm, nu er det for sent; Gunnar og Dagny står mellem os, og der har de begge ret til at stå. Jeg ødte min unge elskov for Gunnars skyld; skal jeg bære kviden derved, ikke min gerning være fåfængt. Og nu Dagny; troskyldig og fuld af lid for hun fra hjem og frænder; ingen tid hun tænke at jeg længtes mod Hjørdis, tidt hun tog mig i favn.

ØRNULF. stå da forliget ved magt mellem os, og skal Dagny efter denne tid være fuldt hæderlig at agte, som var hun dig lovligt fæstet med sine frænders minde. SIGURD. Og mig kan du nu lide, som din egen æt! ØRNULF. Det tænker jeg forvisst jeg kan, og vil stand friste, hvor god du er mig. SIGURD. Rede skal du finde mig; sig frem, hvad kræver du? ØRNULF. Din hjælp i råd og dåd.

Jeg havde rullegardinerne nede for begge mine vinduer. Når jeg kikked ud, jeg, at solen skinned som den plejer. Jeg begreb det ikke. Jeg menneskene gaden og le og snakke om ligegyldige ting. Jeg begreb det ikke. Jeg syntes, at hele tilværelsen måtte stå stille ligesom under en solformørkelse. GREGERS. Slig følte jeg det også, da mor var død.

Jeg gik videre gennem Gaderne, drev om uden Bekymring for nogetsomhelst, standsed ved et Hjørne, uden at behøve det, bøjed af og gik en Sidegade, uden at have Ærinde derhen; jeg lod det stå til, førtes omkring i den glade Morgen, vugged mig sorgfrit frem og tilbage blandt andre lykkelige Mennesker; Luften var tom og lys, og mit Sind var uden en Skygge.

Hun har bare listelig sørget for at stå en god fod med ham længe til tiden kom. GREGERS. Dette her tror du ikke selv, Hjalmar. HJALMAR. Det forfærdelige er jo netop, at jeg ikke ved, hvad jeg skal tro, at jeg aldrig kan vide det. Men kan du da virkelig tvile , at det være, som jeg siger? Hå-hå, du stoler for stærkt den ideale fordring, min gode Gregers!