United States or Burkina Faso ? Vote for the TOP Country of the Week !
De var nu lige ved Porten og følte de to Vogteres Øjne hvile forskende paa sig Andrey især syntes at være Genstand for deres Opmærksomhed. „Stop!“ sagde den ene en lille, kortbenet Fyr og stillede sig i Vejen for dem. „Hvem er De? Og hvor skal De hen?“ spurgte han. „Vi er Snedkere, der er paa Vejen til vor Hjemstavn!“ svarede Andrey i samme Aandedræt. „Deres Navn, Adresse, Fødested?
»Godt!« sagde jeg og tvang mig ind på Manden. »Jeg er lige glad, hvor det bærer hen. Jeg skal gøre mit Arbejde.« Han stod en Stund og så på mig og tænkte sig om. »Har du ikke faret før?« spurgte han. »Nej. Men som jeg siger Dem, sæt mig til et Arbejde, og jeg skal gøre det. Jeg er vant til noget af hvert.« Han tænkte sig atter om.
„Der er en af dine Vagtposter her udenfor, som gerne vilde hilse paa dig, hvis du ikke har noget imod det,“ sagde Vatajko stille. For Andrey var det fuldstændig ligegyldigt, om han hilste paa nogen eller ej; men som god Kammerat svarede han dog venligt, at det selvfølgelig vilde glæde ham, og spurgte om Mandens Navn.
„Se saa, nu er jeg færdig til at gøre vor Herskerinde min Opvartning!“ tilføjede han. Masha tog nu Afsked for at gaa hjem efter først at have bedt David hilse Zina og Annie. „Hvem er den Annie?“ spurgte Andrey, da hun var gaaet. „Annie Vulitch! Du kender hende godt! husker du ikke, at du traf hende ved Grænsen?
Det var kun med den yderste Selvovervindelse, at han kunde sidde roligt paa sin Plads, Værelset forekom ham kvælende, og han frygtede ikke længe at kunne beherske sig. „Jeg maa gaa,“ sagde han med lav Stemme. „Er det allerede saa sent?“ spurgte den intet anende Tania og trak sit lille, elegante Ur frem. „Saa gaar jeg med! Vil I følge mig hjem?“ Hun henvendte sig samtidig til ham og Georg.
Der var en større Varme end ellers i hendes Stemme og i det Blik, hvormed hendes ærlige, klare, blaa Øjne saa paa Andrey. For dem, som bliver tilbage, er det altid vemodigt at se en Mand i Færd med at forlade sit sikre Eksil for paa ny at risikere Livet i Czarens Riger. „Tager du snart af Sted?“ spurgte hun.
I dette Øjeblik syntes Manden at ville gå. Han letted på sig og spurgte, for ikke at bryde for brat af: »Han skal have svære Ejendomme denne Happolati?« Hvor turde denne blinde, modbydelige Olding tumle med det fremmede Navn, jeg havde digtet op, som om det var et almindeligt Navn og stod på hvert Høkerskildt i Byen?
Ad en endeløs Stentrappe med slidte Trin naaede han til en gulmalet Dør. Der inden for maatte de bo; thi Trappen førte ikke videre. Han trak i Klokkestrengen, og straks efter stod en høj og paafaldende fattig klædt Kvinde med et sygeligt Udseende foran ham; hendes Alder kunde lige saa godt være tredive som tyve. „Tør jeg spørge, om Frøknerne Dudorov bor her?“ spurgte Andrey.
„Hvem er den Dame med Drengen ved Haanden?“ spurgte Andrey, da Varia atter kom tilbage til ham. „Det er Advokat Palizins Hustru,“ svarede hun. „Han skal sendes til Minerne i Sibirien, og hun følger ham. Stakkels Kone, det vil blive drøjt for hende; thi hun maa lade Drengen blive tilbage her,“ og Varia fortalte videre uden først at blive spurgt.
„Du har vel været gnaven, fordi jeg har ladet vente paa mig, hvad, gamle Dreng?“ spurgte David, idet han klappede Andrey paa Skuldren. „Aa ja, en lille Smule! Men for Resten var jeg bange for, at der var hændet dig noget galt.“ „Snak! Hvad galt skulde der kunne hænde mig? Nej, jeg skulde bare se at faa samlet en lille Trup til at bringe med over.
Dagens Ord
Andre Ser