United States or Mauritius ? Vote for the TOP Country of the Week !


Flau og vred drog jeg mig igen ud Gaden og gav mig til at i Retning af Slottet. Var det nu ikke også som hede, levende, evige Fan, at det aldrig vilde tage nogen Ende med mine Genvordigheder! Med lange, rasende Skridt, med Frakkekraven brutalt brættet op i Nakken og med Hænderne knyttet i Bukselommerne, gik jeg og skældte ud min ulykkelige Stjærne hele Vejen.

Vi holdt udgangskvæg sammen en holme tæt under land; Gunnars folk tog mine bedste okser bort, og en af mændene skældte mig for en træl; bar jeg våben ham og fældte ham. ØRNULF. Det var lovlig gerning. KÅRE. Men nu imorges kom hans karle mod mig med ufred; lykken var mig god, jeg blev varslet itide og slap bont; dog, stakket frist kan jeg vente, for mine avindsmænd leder om mig.

Jeg skældte mig ud for min Fattigdom, kaldte mig ved Øgenavne, opfandt desperate Benævnelser, kostelige Fund af Skældsord, som jeg overdynged mig selv med. Dette fortsatte jeg med, indtil jeg var næsten helt hjemme. Da jeg kom til Porten opdaged jeg, at jeg havde tabt mine Nøgler. Ja, naturligvis! sagde jeg bittert til mig selv, hvorfor skulde jeg ikke tabe mine Nøgler?

Værtinden fulgte stadig efter mig og skældte ustandseligt, mens samtidig min Vrede tiltog for hvert Skridt, jeg gik. Vi kom ned i Gården, jeg gik rigtig langsomt, endnu overvejende, om jeg skulde give mig af med Værtinden. Jeg var i denne Stund ganske forstyrret af Raseri, og jeg tænkte den værste Blodsudgydelse, et Tryk, som kunde lægge hende død Stedet, et Spark i Maven.