United States or Botswana ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hun bøiet overrasket samtykkende hodet. Det var sandt. «Jeg vet, at jeg er den eneste, som forstaar dig tilbunds, og jeg vet akkurat, hvordan du er. Aa. Og saan elsker jeg dig. Om du var fuld av pletter og blodige saar i dit sind, jeg kan bare elske dig og kysse det bort altsammen, til du blir ren og sund igjen.
CATILINA. Det ligner dem! Se her et billed på de manges nød. Så lønner man den tapre gamle skare. Ej findes taksomhed i Roma længer! Der var en tid, da jeg i billig harm gad straffe dem med sværd og røde flammer; men bløde ord har lydt til mig for nylig; mit sind er barnemildt; jeg vil ej straffe; at lindre sorgen er jo og en gerning. Der, gamle kriger; klar med det din gæld.
Raseriet stred sig mat, og opløstes i en Nat, der i Uger hylled ind Marys sønderknuste Sind.
HEDVIG. Vildanden? Jeg vil prøve det imorgen tidlig? Traf du ham, mor? GINA. Nej; men jeg hørte, han havde været indom og fåt Relling med sig. GREGERS. Er De viss på det? GINA. Ja, portkonen sa' det. Molvik var også gåt med, sa' hun. GREGERS. Og det nu, da hans sind trænger så hårdt til at kæmpe i ensomhed-! Ja, mandfolk er mangfoldige, de. Gud ved, hvor Relling har trukket ham hen!
Derfor må han være fremmed og ukendt, han, denne gæst, om hvem ingen bør vide, hvorfra han kommer eller hvor han går hen! I trodser det strenge herrebud, som nægter jer at huse den forfulgte, og at stå ham bi med ly og pleje FRU INGER. Det er nok, siger jeg! FRU INGER. Hør mig, mit barn! Men hør mig med overlæg; hvis du ellers mægter at tæmme dit vilde sind.
Vi står og ser hinanden ind i Øjnene uden at røre os; det varer et Minut; der skyder Tanker mellem Vinduet og Gaden, og der siges ikke et Ord Hun vender sig om, det giver et Ryk i mig, et fint Stød gennem mit Sind; jeg ser en Skulder, der drejer sig, en Ryg, der forsvinder indad Gulvet.
Der er en usvigelig røst i mig, som siger at jeg blev til, for at mit stærke sind skulde løfte og bære dig i de tunge tider, og at du fødtes, for at jeg i en mand kunde finde alt det, der tyktes mig stort og ypperligt; thi det ved jeg, Sigurd, havde vi to holdt sammen, da var du blev en navnkundigere og jeg lykkeligere end alle andre! SIGURD. Unyttig er den klage nu.
GUNNAR. Kåre bonde! ØRNULF. Dine mænd har ranet hans kvæg, og for ran bør bødes. GUNNAR. For drab ligeså; han har dræbt min træl. KÅRE. Fordi han håned mig. GUNNAR. Jeg har sagt mig rede til forlig. KÅRE. Men det havde ikke Hjørdis sind til, og imorges, mens du var bonte, faldt hun over mig og står mig nu efter livet. Er det sandt du siger; har hun ? KÅRE. Hvert ord er sandt.
Så jeg havde intet at beklage mig over, og jeg begyndte mens jeg sad på Trappen at bede og tigge hende i mit stille Sind om Tilgivelse for min Opførsel. Især angred jeg bitterlig, at jeg havde vist mig utaknemmelig mod hende tilsidst og kastet hende en Tikrone i Ansigtet . . . . Tikronen! Jeg plystred en Gang med Munden. Brevet, som Budet bragte, hvor kom det fra?
«Gentlemen!» blev Lodsen ved «Gentlemen, I maae tilgive, at jeg ikke kan beskrive disse sortnende Sekunder af besvimet Salighed, hvori Sind og Sandsning blunder, Tanken i et Mulm gaaer under, hvori selv ei Øjet taaler Glædens altfor stærke Straaler, men forblændes som af Lynet, der i Jord ved Foden slaaer, saa at i et Mulm for Synet Alting sortner og forgaaer.
Dagens Ord
Andre Ser