United States or Yemen ? Vote for the TOP Country of the Week !


Sig mig kun ét: Hvorfor går I endnu med disse blomster? Hvad vil I med dem? NILS LYKKE. Disse? Er det ikke en stridshanske, som I alle kvinders vegne har tilkastet den onde Nils Lykke? Skulde jeg ikke tage den op? Vi sés ikke mere; thi endnu før daggry er jeg afsted. Jeg byder eder altså mit farvel. ELINE. Og jeg skænker eder mit, herr ridder!

He ! Stakker, og siger han, at han ikke er overspændt! Rummet, der er temmelig stort, ses at være et loftværelse. Til højre er der-skråtag med store glasruder, halvt tildækkede af et blåt forhæng. Oppe i hjørnet til højre er indgangsdøren; foran samme side en dør til dagligstuen. væggen til venstre er ligeledes to døre og mellem disse en jernovn.

Stedet, hvor Vognen skulde holde, var ret gunstigt, eller rettere, saa lidt ugunstigt, som man kunde vente at finde det. Vist nok var det noget langt borte fra det Sted, hvor den hemmelige Gang udmundede, men til Gengæld var det skjult af Husene, saa at Vognen ikke kunde ses eller beskydes fra Fængselsmuren. Gaden var sikker nok selv paa denne Tid af Aftenen var der ikke en Sjæl at se i den.

Farvel, Sigurd! SIGURD. Farvel igen og lykke til værket! Til holmgang imorgen? Hvem vil falde? Det er aften; månen ses fra og til mellem mørke, sønderrevne uvejrsskyer. Hans mænd graver ved haugen, nogle lyser med tyrifakler. Der sidder han endnu. SIGURD. Du har ret; det er for tidligt; lad ham heller sidde med sig selv.

Hun søgte nogen dernede. I Afskedsbrevet, som Andrey den Gang endnu ikke havde modtaget, havde hun skrevet, at de alle vilde være glade, hvis en af Vennerne vilde tage Plads paa et iøjnefaldende Sted undervejs, saa at de endnu sidste Gang kunde ses. Hun ventede, at Andrey vilde komme, og opdagede ham øjeblikkelig.

Kom og hjælp mig, Hjalmar! HEDVIG. Å ja, gør det, far! Ja ja da. Hvad er det for noget? GINA. Å, De såmænd ikke tro, det er noget videre rart. Gennem døråbningen ses et stort, langstrakt, uregelmæssigt loftsrum med krinkelkroge og et par fritstående skorstenspiber. gerne komme belt hen, De. Hvad er det egentlig? EKDAL. De kan jo se efter. Hm. Dette her hører far til, skønner du.

Løb alt, hvad du kan, og faa dem væk igen,“ udbrød Zina. „De maa ikke ses paa Gaden i Dag, der bliver ikke noget af vor Plan.“ Og da hun saa den unge Mands skuffede og bedrøvede Ansigt, tilføjede hun hurtigt: „Det er intet af Betydenhed, kun en Opsættelse paa nogle Dage.“ Vatajko skyndte sig af Sted, og Zina og Andrey fortsatte deres Gang.

Sig også hende det i denne stund. Lad legen en ende. Da har jeg sejret, sejret i det stille; De vinder lykken; det var det , jeg vilde. Jeg står alene, kender ingen kære; alt det, som mit er, det skal Deres være; De blir som søn for mig, og hun min datter. De véd, ved grænsen ejer jeg et brug; did flytter jeg, De sætter disk og dug, og er året omme, ses vi atter.

Til højre ses Catilinas telt og ved siden af dette et gammelt egetræ. Udenfor teltet brænder en vagtild. Flere lignende skimtes mellem trærne i baggrunden. Det er nat. MANLIUS. Det ligner dem, de unge lette fugle. Der sover de rolig og fast, som var det moder-skødets trygge værn, der dækked dem, og ej en vildsom skov.

Jeg siger Tak til den Slags Trofasthed og ønsker mig den ikke!“ sagde Andrey vredt. „Men det er latterligt at bruge Tiden til at skændes,“ vedblev han lidt efter noget roligere; „thi du ved dog lige saa godt som jeg, at jeg til Trods for din Protest rejser til Dubravnik. Det er bedre, at vi skilles som Venner; rimeligvis ses vi ikke mere førend min Afrejse.“