United States or Suriname ? Vote for the TOP Country of the Week !


Jeg var kommet ind i Sultens glade Vanvid; jeg var tom og smærtefri, og min Tanke var uden Tøjler. Jeg overlægger i Stilhed med mig selv. Med de mest forunderlige Spring i min Tankegang søger jeg at udgranske Betydningen af mit ny Ord. Det behøved ikke at betyde hverken Gud eller Tivoli, og hvem havde sagt, at det skulde betyde Dyrskue?

NILS LYKKE. I vilde sagt noget mere. Å nej, det kan være det samme. NILS STENSSØN. Hvoraf ler I, herre? NILS LYKKE. Af ingenting, herre! Ja, det får I gøre som I selv synes. NILS LYKKE. lad al forstillelse fare. I er kendt, grev Sture! Tror I også, at jeg er grev Sture? Jeg er ikke grev Sture. NILS LYKKE. Virkelig ikke? Hvem er I da? NILS STENSSØN. Mit navn er Nils Stenssøn. Nils Stenssøn?

Mere blev der ikke sagt om tingen netop da; men allerede samme aften, da de laa vel fortøiet inde ved Triangelen og skulde gaa hjem, tog Dick temaet op paany: «Du gaar altsaa op og snakker med assurancefolkene imorgen du, Jonas.» «Det er alvoret dit det da, Dick?» «Der er ingen anden udveiDe saa paa hverandre. Det var som de endnu engang vilde veksle tanker om dette pinlige punkt.

Det er gjerne blit en hel masse ganger, før man vet ordet av ». «Ikke med digsa han fort. «Tak! Det er forresten nyt, at du præker denslags. Du har selv sagt før, at naar kvinder først begyndte med slikt, saa endte det med at de blev utskjæmt altid!» «De fleste ja. Men nogen kvinder maatte vel kunne jeg vet ikke.

Nej, min Ven! det er for lidt! Vi er to Mand til at dele. Giv os en Rubel!“ „Det er godt nok sagt! Men tror De maaske, at jeg har mange Rubler at kaste bort. Her er en halv Rubel! Det er meget for meget; men jeg har ikke Tid til at staa her og prutte med dem.“ De var atter fri Mænd.

GREGERS. Hjalmar har ikke med et ord rørt ved dette her. Jeg tror ikke, han har meget som en anelse om noget sligt. WERLE. Men hvor har du det da fra? Hvem har kunnet sige noget sådant? GREGERS. Det har min stakkers ulykkelige mor sagt. Og det var sidste gang jeg hende. WERLE. Din mor! Ja, kunde jeg ikke næsten tænke det! Hun og du, I holdt altid sammen.

GREGERS. ja; men har du det jo altså, som du ønsker det. WERLE. Ja, men jeg er bange, det kan ikke bli' ved. En kvinde i slige forhold kommer let i en skæv stilling lige over for verden. Ja, jeg havde nær sagt, at en mand er heller ikke tjent med det. GREGERS. Å, når en mand pir slige middagsselskaber som du, kan han visst vove adskilligt. WERLE. Ja, men hun, Gregers?

KÅRE. Hjørdis har sagt mig fredløs, med list vil hun stå mig efter livet; lover du at værge mig siden, vil jeg inat til Gunnars gård og brænde folkene inde. Er det efter dit sind? SIGURD. Niding! Ved du, Kåre, hvad der er mere efter mit sind? Lidet kender du gamle Ørnulf, ifald du mener at han vil være halvt om slig skændselsgerning! Falder du ikke over Gunnar, falder han over dig!

« Det er det da, ser dusa han pludselig. «Der var jo engang noget med far og en dame. Jeg var tolv aar da. Jeg vet jo ikke, hvor meget der var i det. Men mor . Aaja, det var en fæl tid. Det var bare for vor skyld, de blev sammen det har far selv sagt engang. Vorherre skal vite, jeg takker ham ikke for det.

Saa hadde han set saa besynderlig forbauset paa hende, at hun hadde sagt gud vet, hvorfor det pludselig var dumpet hende ut av munden : «Jo, jeg var forresten hjemme. Men jeg kunde ikke lukke op, for der var nogen hos mig