United States or Isle of Man ? Vote for the TOP Country of the Week !


Der var også meget, som afhang af denne Afhandling om den filosofiske Erkendelse, måske flere Menneskers Lykke, ingen kunde vide det. Jeg sagde til mig selv, at den kanske vilde blive til stor Hjælp for mange unge Mennesker.

Jeg tænkte efter det, standsed ligefrem op i Gaden og tænkte efter, men vidste ikke af et eneste stille Sted i hele Byen, hvor jeg kunde slå mig ned en Stund. Der blev ingen anden Udvej, jeg fik tilbage til Logihuset i Vaterland. Jeg krymped mig ved det, og jeg sagde hele Tiden til mig selv, at det gik ikke an, men jeg. gled dog fremad og nærmed mig stadig det forbudte Sted.

»Men blot for iaftensagde jeg. »Redaktionen er allerede stængt, og jeg er meget sulten nuHan rysted vedholdende Hovedet, vedblev at ryste det endog efterat jeg havde grebet fat i Låsen. »Farvelsagde jeg. Det var ikke noget højere Fingerpeg, tænkte jeg og smilte bittert; højt kunde også jeg pege, når det kom an det.

Endelig saa hun op. „Jeg kan ikke, Andrey!“ sagde hun stille og rystede sørgmodigt paa Hovedet. Et Øjeblik sad de alle tre i dyb Tavshed. „Hvad er det?“ sagde Andrey og sprang op. De lyttede; det lød, som om en Haandfuld Jord blev kastet mod Ruden. Annie løb hen og saa ud. „Det er Vasily!“ raabte hun glad og ilede ned ad Trappen for at lukke

Samuel løftede højtidelig sine Hænder som en Kerub sine Vinger, og sagde med et Blink i Øjet: „Hvorfor ikke? Med Guds Hjælp kan De det!“ Sazepin, som ikke havde en saa blind Tro til Forsynet, protesterede; men David, der morede sig over sin Vens Ivrighed, blandede sig nu i Sagen. „Bryd dig bare ikke om Enken,“ sagde han. „Du skal se, det gaar nok.“

Det var en kold, fugtig Efteraarsmorgen, en fin Regn begyndte at falde og tiltog i Styrke efterhaanden, som de gik. Fodgængerne i Gaderne skyndte sig af Sted, alt hvad de kunde. „Hvilket udmærket Vejr!“ sagde Andrey med et Suk og pegede paa den efterhaanden ganske mennesketomme Gade. Zina nikkede, Vejret kunde virkelig ikke have, været heldigere for et Anslag som deres.

Du kan til Dels have Ret!“ svarede David. „Tal med Zina og de øvrige derom. Vi vil alle gerne have noget udrettet.“ Han rejste sig for at tage Afsked. „Jeg maa hen til mine tre rejsende,“ sagde han. „Hvorledes skal vi for Resten bære os ad med Sazepin? Vil du gaa med og hilse paa ham, eller skal han komme til dig?“

GUNNAR. Ja Ørnulf, min gård er jo brændt og mine svende faldne; jeg er i din vold; gør som dig tykkes! ØRNULF. Det står til Sigurd. Men ind under tag; det er utrygt herude! DAGNY. Ja, ind, ind! Sigurd! Sigurd dræbt! Nej, nej, det er ikke ; han være ilive endnu! ØRNULF. Datter, det er nok, som du først sagde, Sigurd er fældet. Og Hjørdis! Har Hjørdis været her?

Det er en anden Sag,“ sagde David. „Min er ingen Tro, men en Fremtids Vision, baseret paa et solidt Fundament af faktiske Kendsgerninger.“ „Den samme Sauce, min kære Ven, kun i en lidt nyere opspædt Form,“ svarede Andrey. „Heller ikke du kan lade være med at idealisere, hvad du holder af; kun gaar dine Interesser i en anden Retning. Vi er stærkt knyttede til vort Folk, det er du ikke.“

Han lyttede derfor med stor Opmærksomhed til den unge Mands Ord, idet han af og til nikkede samstemmende. „Ja, jeg maa indrømme, at det er en god Begyndelse,“ sagde han til sidst, „og den mest haabefulde Del af eders Gerning, den eneste, som jeg i Virkeligheden kan være med til at godkende. Og jeg er Dem taknemmelig, fordi De har sat mig saa godt ind i Sagen.“