United States or Netherlands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Dale kastet et blik ut gjennem vinduet, og saa at fienden styrte ut tilhavs, idet den hurtig steg høiere og høiere. „Kerr og gutterne er hos Sir Ralph i soverummet,“ forklarte Longley. Dale nikket og saa igjen ut av vinduet. „De djævlerne slipper fra os,“ sa han. „Men vi kan flyve fortere, vet du.“ „Ja, det kan vi,“ sa Dale haardt, „og vi skal bruke den magten ogsaa.
«Jo det er nok sandt,» sa Gram. «Frøken Winge stod og hadde sluppet malerkassen sin i gaten, og saa hjalp jeg hende at plukke op » «Det er saant et litet eventyr, som du ikke har skriftet for din kone altsaa » fru Gram lo sterkt. «Jeg hadde ingen anelse om, at dere to var kjendt fra før.» Gram lo ogsaa: «Frøken Winge lot ikke til at kjende mig igjen.
HJALMAR. Krøllet vil jeg ikke egentlig kalde det; jeg vil snarere sige lokket. HEDVIG. Ja, for det er så storkrøllet. HJALMAR. Egentlig lokket. Far! HJALMAR. Nå, hvad er det? HEDVIG. Å, du ved godt, hvad det er. HJALMAR. Nej visst ved jeg ikke, nej. Å jo, far: nu skal du ikke pine mig længer! HJALMAR. Men hvad er det da? Å snak; kom nu med det, far! Du ved jo alt det gode, du lovte mig.
ØRNULF. Det har jeg næver og våben itil at hindre. Og nu bort fra os! Hæderlige mænd har skam af dit samkvem! Ja ja, jeg får da værge mig selv så godt jeg kan; men det siger jeg: angre vil I, om I farer frem med lempe; jeg kender Hjørdis, og skal vel vide at ramme hende! DAGNY. Han pønser på hævn. Sigurd, det må hindres! Å, lad ham gøre hvad han lyster; hun er ikke bedre værd!
Det lysner mer og mer, jeg kan halvvejs skælne Fyrdirektørens Bekendtgørelse nede ved Døren, og ved Vinduet er det allerede så lyst, at jeg til Nød kunde se at skrive. Og jeg går straks i Gang med at renskrive mine Papirer.
Det saa ut som om menigheten var glad i at faa besøk av ham.“ „Ja, det var hyggelig at ha ham iblandt os igjen, og et saa kraftig møte vi fik,“ sa Malinda. „Ja, det var et godt møte,“ sa Martin. „Jeg tror virkelig Guds aand holder paa at faa overhaand i mange hjerter i menigheten, jeg,“ føiet han til. „Ja, det er sikkerlig en besøkelses tid som forestaar,“ sa Malinda.
BJØRN. Fortælle? Men nu, så sent på kvelden ? ELINE. Ifald du regner fra den tid her blev mørkt på Østråt, så er det visselig sent. BJØRN. Hvad fejler jer? Er der gået jer noget imod? I er så urolig. ELINE. Det er muligt. BJØRN. Der er noget ivejen. I det sidste halve års tid har jeg knapt kunnet kende jer igen. ELINE. Husk på: i et halvt år har Lucia, min kæreste søster, sovet i ligkælderen.
«Ja nei her ser vel ut jeg har ikke faat tørket støv her paa mange dage,» snakket fru Gram. «Vi er aldrig i denne stuen til hverdags nemlig, og jeg er uten pike fortiden. Hende jeg hadde, maatte jeg jage den værste lortsubbe, og saa svarte hun igjen ja saa sa jeg, hun kunde dra sin kos, jeg. Men faa en ny nei det er ikke raad, ser De og like gærne er de forresten allesammen da for den saks skyld.
Mama sitter jo altid oppe og venter paa mig vet du, og hun er saa træt om dagen. Hun trænger saa til, at jeg hjælper hende om aftenen baade med det ene og det andet,» sa hun fort. « Det er ikke saa let at komme hjemmefra, skjønner du,» hvisket hun bønlig. Han bøiet hodet under hendes mange ord. Da hun kom imot ham, drog han hende ind til sig, saa hendes ansigt laa gjemt mot hans skulder.
HJALMAR. Ja, det kan gerne være, men GINA. Og nu kanske grossereren tror, det er dig, som har stat bag ved HJALMAR. Så lad ham tro det længe nok! Grosserer Werle har gjort overmåde meget for mig; gud bevar's, det erkender jeg. Men derfor kan jeg da ikke til evig tid gøre mig afhængig af ham.