United States or Jamaica ? Vote for the TOP Country of the Week !
Kerr plystret, og hans rynkede ansigt blev et eneste smil: „Det var ikke daarlig,“ mumlet han. „Med andre ord en verdensomflyvning? Det var noget for mine motorer at prøve sig paa.“ „Det næste spørsmaal blir nu hvor snart vi kan faa aeroplanet færdig. Hvad sier De til det, Dale?“ spurte Sir Ralph. „Det spørsmaal kan Kerr og Longley bedst svare paa. Hvordan er det med selve motorerne, Kerr?“
Den mystiske Avispakke lå opslagen ved Siden af ham på Bænken, fuld af Mad af forskellige Sorter, som han sad og bed af. Jeg vilde lige med ét gå hen til ham og undsylde mig, bede om Tilgivelse for min Opførsel, men hans Mad stødte mig tilbage; de gamle Fingre, der så ud som ti rynkede Klør, klemte modbydeligt om de fede Smørogbrød, jeg følte Kvalme og gik ham forbi, uden at tiltale ham.
Naar vi nu faar fra os denne sidste bestilling fra staten, hvad tid tror du saa vi skulde kunne gaa ivei med vor nye store maskine?“ Kerrs rynkede ansigt blev endda mere rynket mens han tænkte. Saa kom det ivrig: „Jeg synes vi burde kunne gaa igang med det straks, hvis du synes det. De to sidste militær-aeroplaner er nu i maskinhallen. Jeg har idag prøvet motorerne paa dem.“
Saa gav han sig til at se igjennem nogen kontrakter om konstruktion og salg av flyvemaskiner. De hadde i flere dage ligget og ventet paa at bli gjennemset. Han sat sterkt fordypet og med rynkede øienbryn og læste gjennem disse svære dokumenter, da han hørte nogen i gangen utenfor. Døren gik op, og ind kom to mænd som begge var Dales høire haand i alle slags flyveforetagender.
Dette var næsten for meget for Georg, det var at saare ham paa hans ømmeste Punkt. Han rynkede Panden og sagde i en halvt krænket, halvt forbavset Tone: „Nej, naturligvis kan jeg ikke det eller vil det i hvert Fald ikke. Du ved, jeg stoler aldrig helt paa min egen Dom.“ „Godt, saa venter jeg dig i Morgen!“ svarede Andrey.
En Fuldmægtig gik omkring og beså disse Ansøgere, følte på deres Arme og gav dem et og andet Spørgsmål, og mig gik han forbi, rysted blot på Hovedet og sagde, at jeg var kasseret på Grund af mine Briller. Jeg mødte op påny, uden Briller, jeg stod der med rynkede Bryn og gjorde mine Øjne så hvasse som Knive, og Manden gik mig atter forbi, og han smilte, han havde kendt mig igen.
Jeg var dem hele Tiden så nær i Hælene som jeg turde. De vendte sig engang og sendte mig et halvt bange, halvt nysgærrigt Blik, og jeg så ingen Fortørnelse i deres Miner og ingen rynkede Bryn. Denne Tålmodighed med mine Plagerier gjorde mig meget skamfuld, og jeg slog Øjnene ned.