United States or North Korea ? Vote for the TOP Country of the Week !
HEDVIG. Men far har jo ret i det, at havde jeg lært at flette kurve, så kunde jeg nu ha' gjort den nye kurven til vildanden. GREGERS. Det kunde De, ja; og De var jo også nærmest til det. HEDVIG. Ja; for det er min vildand. GREGERS. Ja, det er jo det. HEDVIG. Jaha; jeg ejer den. Men far og bedstefar får lånt den så tidt de vil. GREGERS. Så; hvad bruger de den da til?
Det var engang i Sommer, for længe siden, da var jeg gal; jeg arbejded for hårdt og glemte at gå til Middags i ret Tid, når jeg havde meget at tænke på. Det hændte Dag efter Dag; jeg burde have husket det, men jeg glemte det stadig væk. Ved Gud i Himlen, det er sandt! Gud lade mig aldrig komme levende fra dette Sted, hvis jeg lyver! Der kan De se, De gør mig Uret.
Jeg red mig udi lunde, jeg sejled over sjø; det var sig i mit væne hjem, der fæsted jeg min mø. Det var den alfekvinde, hun er så led og gram: ret aldrig skal den jomfru skær til kirken følge ham. Hør mig, du alfekvinde, lad fare det besvær; to hjerter kan ej skilles ad, som har hinanden kær! EN GAMMEL MAND. Det er et vakkert kvæde. Se, hvor de unge svende skotter did hen. Ha-ha-ha!
SIGURD. Billige kår tykkes mig at være, hvad du der byder; de tre hundrede skal jeg udrede og lægger til en bræmmet silkekåbe; det er en kongegave fra Ædhelstan i England og så god, som nogen mand har båret den på Island. DAGNY. Ret så min bolde husbond; og tak, du, min fader; nu først er jeg frejdig tilsinds!
I den anden Stolerække paa Gulvet tronede Præsidentens Frue i raslende Silkekjole og med skinnende Juveler; ved denne gode Dames Side saa man en ung Pige, hvis alvorlige, kloge Ansigt straks tydede paa Nihilisten, omendskønt hun ikke havde kortklippet Haar og bar en ret elegant blaa Silkekjole laant i Anledningen. I
Altsaa maa vi komme ret over sletten en gang til, og pepre dem paany hvis det behøves. Longley gjør god nytte ved den kanonen, Dale, ikke sandt?“ „Han er en fuldstændig virtuos til at bruke den,“ svarte Dale og smilte. Derpaa adlød han Sir Ralphs ordre, og styrte som han hadde sagt. Imidlertid snakket Sir Ralph med Longley i talerøret: „Sandelig, nu skulde nogen av vore torpedobaatfolk ha set os!
Tror I, det kan være hende kært at vise frem en fattig, uvidende svend for menneskenes øjne og sige: se her, denne er min søn! NILS STENSSØN. Ja, I har visseligen ret. Jeg er fattig og uvidende. Jeg har intet at byde hende i vederlag for hvad jeg fordrer. O, aldrig har jeg følt mig tynget af min armod før i denne stund! Men sig mig, hvad tror I, jeg skal gøre for at vinde hendes godhed?
Det kunde hænde, at jeg tillod mig at gøre dette, selv om hun så stivt på mig og ovenikøbet gik i blodrød Kjole. Det kunde godt hænde! He-he, det vilde blive en Triumf! Kendte jeg mig selv ret, så var jeg istand til at gøre mit Drama færdigt i Løbet af Natten, og inden otte Dage skulde jeg da have bøjet Frøkenen i Knæ. Med samt hendes Yndigheder, he-he, med samt alle hendes Yndigheder . . . .
Men da han efter et uhyre arbeide hadde faat samlet alt og gav sin første forestilling i et kjæmpetelt i Omaha, blev det straks en saa enestaaende sukces, at han begeistret brøt ut: «Nu stanser vi ikke, før vi har optraadt i Colosseum i Rom.» Og han fik ret.
I hin tid alt var drengen vild, ustyrlig; dog, sjeldne gaver var hos ham at spore; hans sind var højt, hans mod urokkeligt. LENTULUS. Jeg tror at finde ham ret beredvillig. Iaftes mødte jeg ham dybt forstemt. Han ruger over hemmelige anslag; et dristigt mål han havde længst i sigte. STATILIUS. Ja, konsulatet har han længe søgt.