United States or Northern Mariana Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
De har kanske ovenikøbet tænkt ved Dem selv, at jeg var en yderlig fattig Mand, som sad her i min bedste Puds, uden et Etui fuldt af Cigaretter i Lommen? En sådan Behandling, som Deres, er jeg ikke vant til, skal jeg sige Dem, og jeg tåler den Gud døde mig ikke, hverken af Dem eller nogen anden, så meget De ved det!« Manden havde rejst sig.
Olafs Plads, nokså ensomt, sammen med sin Mama, som det ikke gik an at tale med, fordi hun var så døv. Var der da noget rart i, at hun gærne vilde være lidt ude? Nej, slet ikke! svared jeg. Nå ja, hvad så? Jeg kunde høre på hendes Stemme, at hun smilte. Havde hun ikke en Søster? Jo, en ældre Søster hvordan vidste jeg forresten det? Men hun var rejst til Hamborg. Nylig? Ja, for fem Uger siden.
Kanske kunde jeg også være heldig imorgen, når Manden var rejst, og få et af mine Øjeblikke igen; der mangled mig blot en Inspiration på fem Minutter nu, så var mit Værk om Ildebranden færdig. Altså, jeg fik finde mig i Skæbnen . . . . Jeg havde ikke tidligere været inde i Familjens Lejlighed, denne eneste Stue, hvori allesammen holdt til Dag og Nat, Manden, Konen, Konens Fader og fire Børn.
Jeg lagde Mærke til en halt Mand, som skeled stivt hen på mig, idet vi passered hinanden. Jeg standsed ham instinktsmæssig, tog til Hatten og spurgte, om han kendte til om »Nonnen« var rejst. Og bagefter kunde jeg ikke lade være at knipse en eneste Gang i Fingrene lige for Mandens Næse og sige: Død og Pine, »Nonnen«, ja! »Nonnen«, som jeg helt havde glemt!
„Det gør mig oprigtig ondt, kære David!“ sagde han til Vennen ved sin Side, „at vi kun kan være saa kort Tid sammen, der er en Mængde Ting, som jeg gerne vilde tale med dig om.“ „Om en Maanedstid eller saa omtrent er jeg atter i St. Petersborg. Du er vel ikke allerede rejst til den Tid?“ „Næppe! Jeg maa jo først sætte mig ind i Forholdene. Meget har sikkert forandret sig.
Jeg tager Brevene op fra Lommen, for med ét Slag at sætte Hans Pauli i Humør, når jeg kom ind. Han vilde vist ikke nægte mig denne Håndsrækning, når jeg forklared ham Omstændighederne, aldeles ikke. Hans Pauli havde så stort Hjærte, det havde jeg al tid sagt om ham . . . . På Døren fandt jeg hans Kort: »H. P. Pettersen, stud. theol. rejst hjem«.
Oprigtig talt havde jeg håbet, jeg ikke skulde træffe dine mandfolk hjemme på denne tid; og så løb jeg opom for at snakke lidt med dig og sige dig farvel. GINA. Så? Rejser du da? FRU SØRBY. Ja, imorgen tidlig; op til Højdal. Grossereren er rejst i eftermiddag. GINA. Nej tænk ! HJALMAR. Så grosserer Werle er rejst? Og nu rejser De efter ham? FRU SØRBY. Ja hvad siger De til det, Ekdal?
Jeg satte mig ned på Stedet, satte mig på det bare Gulv, dump træt, slagen af Forkommenhed. Jeg gentager mekanisk et Par Gange: Rejst hjem! Rejst hjem! Så tier jeg ganske stille. Der var ikke en Tåre i mine Øjne, jeg havde ikke en Tanke og ikke en Følelse. Med opspærrede Øjne sad jeg og stirred på Brevene, uden at foretage mig noget.
EJNAR HUK. Nå, det er jo en ærlig sag. Kort og godt, vi kommer for at bede eder om orlov og våben FRU INGER. Orlov og våben? Hvortil? EJNAR HUK. Der er kommet det rygte over fra Sverig, at almuen har rejst sig i Dalarne og stævner imod kong Gustav FRU INGER. Har almuen i Dalarne? EJNAR HUK. Ja, så går ordet, og det skal være ganske sikkert.
Dagens Ord
Andre Ser