United States or Svalbard and Jan Mayen ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og saa er vi kommet til den sidste „nøkkel“. For at faa den maa man til byen San Frananco paa Kalifornia-kysten. Og her heter manden Montgomery.“ Dale, Longley og Kerr hadde med den største opmerksomhet hørt paa alt dette. Dale spurte: „Men hvad maa man saa gjøre for at faa disse mennesker til at aabenbare sin hemmelighet?“
Saa havde det hele bare været en krigslist, og han, dumme naut, havde været saa sikker paa sin sag, at han rent havde glemt at se sig for, før han stak næsen ud fra sit smuthul. Men saa skaket han sig sammen, slog kloen i rattet og brølte til Dick som forskrækket stak hovedet op af lugen sin: «Shake her up, old man!
«Nei,» snakket Cesca, «nytaarsnat ifjor. Jeg var i Gesu det var stemning det. Te Deum. Jeg knælte ved siden av en gammel bonde fra kampanjen og en ung pike, som var syk og saa yndig. Alle mennesker sang den gamle bonden kunde hele Te Deum paa latin. Der var stemning der!» Mens de sagte banet sig vei ut av den overfyldte kirke, klang Ave Maria gjennem rummet.
Hun hadde følt en storm i sig det var vel medlidenhet med ham og hans skjæbne, og oprør mot sin egen hvorfor de to herjedes hver paa sin maate av længsel mot noget umulig og det var den gryende angst for, hvor dette skulde bære hen, som hun hadde kastet sig ut i da hadde hun jublet, at hun elsket ham. For hun hadde maattet stupe sig i denne mands arme, saa vanvittig hun visste det var.
„Tegningerne er saa absolut i orden, saa det vil være lettere og hurtigere for dem at bygge den flyvemaskinen end den vi skal ta fat paa,“ tilføiet Longley. „Mens de har sine tegninger aldeles færdige, blir vi nødt til at gjøre et par nye til nogen smaa forandringer i vor. Og det vil jo spille en stor rolle hvem som blir færdig til at starte først.“
Vi sætter dem iland paa Sukkerhusbryggen, naar vi gaar ind efter ny vandforsyning.» Han hug næven i rattet. «Dick giv hende alt hun kan taale, om saa kjedlen din gaar tilhimmels.» Gjennem pumperne. Paa hver sin side af den høitidelige kontorpult i det indre kontor sad de herrer Hahn & Hinken.
Øde og stort og strengt var landet utover som et høifjeldssyn hjemme trods de graa olivenlunde og vinrankerne, som var trukket mellem almetrærnes rader nedenunder paa de grønne bakker om sjøen. I det vesle anlæg deroppe rundt borgruinen tapte stenekene de gamle jernsorte blade fra grenene, som bar nye fine skud. Der var hækker av enslags eviggrønne busker med læragtig løv.
De var kommet op paa høiden og gik indover marken. Jenny gik og saa ned. Det spiret overalt i den korte, strie græsbund der stod rosetter av spraglede tidselblad og av nogen store, sølvgraa blade og bakte sig i solen. De drev bortover mot en ensom murmasse, som reiste sig av sammenstyrtet grus midt i engen formløs og navnløs.
Saa om aftenen, da Lennart leiet mig ind paa værelset vort og jeg saa den store hvite dobbeltsengen, som jeg skulde op i, saa gav jeg mig altsaa til at tute, og Lennart var saa søt og saa skulde jeg faa slippe saa længe jeg selv vilde . Dette var lørdag. Og saa hadde vi det ikke videre hyggelig det vil si Lennart, skjønte jeg.
Hun saa paa ham med et ømt bedende, men dog saa tillidsfuldt Blik, som om den Mulighed var helt udelukket, at han kunde afslaa hendes Bøn. Andrey svarede intet, men betragtede i stum Sorg det yndige, uskyldige, unge Ansigt foran sig. Tania havde ved sit Spørgsmaal selv brudt den Fortryllelse, som et Øjeblik havde holdt alle Skyer borte.
Dagens Ord
Andre Ser