United States or Uzbekistan ? Vote for the TOP Country of the Week !
Da medeet jeg hørte kun Løvet rasle ved min Side før Sekundens Dryp fik glide i Forgangenhedens Mund og den næste atter kunde fuld og modnende sig runde.. da medeet, før Tankens Gnist kunde lysne selvbevidst, var jeg pludselig af trende Mænd, som sprungne frem af Grunden, greben, kastet overende, kneblet, bagtil lænkebunden; og før en Minut flød væk var jeg, klodset som en Sæk, paa den ene Kjeltring læsset, samt foruden mange Ord bragt i en Chalup ombord, som laae skjult der bagom Næsset.
GREGERS. Og alt det har far kostet? HJALMAR. Ja, kære, ved du ikke det? Jeg forstod ham så, at han havde skrevet det til dig. GREGERS. Ikke et ord om at det var ham. Han må ha' glemt det. Vi har aldrig vekslet andet end forretningsbreve. Så det var altså far ! HJALMAR. Ja, det var det rigtignok. Han har aldrig villet, at folk skulde få vide det; men ham var det.
Opad hele Grændsen opførte jeg mig som en vanvittig Mand; det sused let for mine Øren, og i min Hjærne var Rusen i fuld Gang. Begejstret af Dumdristighed fik jeg i Sinde at gå hen og opgive min Alder for et Bybud, som forresten ikke havde talt et Ord, tage ham i Hånden, se ham indtrængende ind i Ansigtet og forlade ham igen, uden nogen Forklaring. Under dette var jeg kommet ned til Stortingsplads.
Der skulde så lidet til, forat sætte mig på Spor; bare den Måden, hvorpå hun havde taget efter Kåben og atter ladet den ligge, havde overbevist mig med en Gang. Som sagt, jeg havde det med Anelser. Og der var vel kanske ikke så meget Vanvid i det i Grunden . . . . »Men, Herregud, tilgiv mig nu for det Ord! Det slap mig af Munden!« råbte hun. Men hun stod fremdeles stille og kom ikke hen til mig.
Men idag, da jeg stod i Solhaugs stue, da forstod jeg mig selv tilfulde, forstod, at Margit var så stolt en frue, men du den allerdejligste blandt ungmøer hulde. Der glemte hun bort både fader og moder; der glemte hun bort både søster og broder; hun glemte bort både himmel og jord, hun glemte sin gud og hvert kristent ord.
Et Par korte Sætninger kom istand med stort Besvær, et Snes fattige Ord, som jeg pinte frem med Vold og Magt, for dog at bevæge mig fremad. Da standsed jeg, mit Hoved var tomt, jeg årked ikke mer.
Og stik imod min faste Beslutning, såret, istedetfor stolt og kold, urolig, fornærmet, gav jeg mig ligefrem til at tale om Uvæsentligheder; det rammende Ord kom ikke, jeg bar mig yderst tankeløst ad. Hvorfor kunde hun ikke lige så godt sige klart og tydeligt, at jeg skulde gå min Vej? spurgte jeg. Jo, jo, hvorfor ikke? Det var ikke værdt at genere sig.
En skotsk Præst kunde ikke se mildere ud end denne farlige Skribent, hvis Ord altid havde slået blodige Striber, hvor de faldt ned.
Ingen af dem vidste rigtignok andet, end at det var Berkut og Kunitzin, der vilde flygte, og som gode Kammerater bevarede de Hemmeligheden godt. Imidlertid kunde Brændevinen, som stadig smugledes ind i Fængslet, anstifte uberegnelig Ulykke, idet et eneste uforsigtigt Ord, udtalt i omtaaget Tilstand og i Vagtens Nærværelse, kunde røbe hele Planen.
Havde han hvisket disse ord i den lønligste krog, milevidt fra Østråt, jeg havde hørt dem alligevel! Hvor jeg hader ham! Hvor jeg altid har hadet ham, denne Nils Lykke! Ingen anden mand er som han, siges der. Med kvinder leger han, og træder dem under sin fod. Og det er til ham , min moder tænkte at byde mig frem! Hvor jeg hader ham! De siger, at Nils Lykke er anderledes end andre mænd.
Dagens Ord
Andre Ser