United States or Bolivia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det var det nok, mente Sir Ralph ogsaa. „Men jeg tror ikke vi behøver tænke saa meget paa den. Deres far har utsat sit liv for fare rundt om i verden, og de har desuten begge bestemt sig til at bli soldater. Jeg har nok ogsaa tænkt paa at vi vil komme ut for litt av hvert fra professor Schultz og hans kamerater.
Men jeg kan da ikke gå og være så græsselig bedrøvet lige til jeg blir stor og voksen. Jeg skønner nok, hvad det er. Kanske jeg ikke er fars rigtige barn. Hvorledes skulde det gå til? HEDVIG. Mor kan jo ha' fundet mig. Og nu har kanske far fåt vide det; for sligt har jeg læst om. GREGERS. Nå, men om så var HEDVIG. Ja jeg synes, han kunde holde lige meget af mig for det. Ja næsten mere.
Smuk og rig, som hun var, havde hun Tilbedere nok; men Georg var i sin Maade at være paa over for hende saa ulig disse som vel muligt, og ikke mindst af den Grund var hans Selskab hende saa behageligt.
Og så går du og bærer paa en slig mistanke, går og roder dig ned i alskens gamle rygter og bagvaskelser imod din egen far. Hør nu, Gregers, jeg synes sandelig, du i din alder kunde ta' dig noget nyttigere til. GREGERS. Ja, det turde nok være på tiden. WERLE. Så vilde kanske også dit sind bli' lettere, end det nu lader til at være.
Endog i forretningslivet der ellers er hjerteløst nok sættes der pris paa lang og trofast tjeneste. Skal da menigheten handle anderledes og „drive ut“ sine ældre arbeidere? Eksemplet gives i pastor Reiersons erfaring i Glenfield menighet. Videre skildres den iblandt os saa velkjendte „indtrængen“ fra prestenes side.
Mens man saaledes sat stod Petter Hendricksons ældste søn, George, op og gik bort til sin far og sa med graatkvalt stemme. „Vil du tilgi mig far, fordi jeg har været dig en ulydig søn?“ Han grep sin far i haanden og la sit hode op paa hans skulder. „Aa nei,“ sa faren, „det er nok jeg som maa be dig om tilgivelse fordi jeg har været en saa daarlig far,“ og de graat begge to.
EJNAR HUK. Nok, nok, I gode bønder; nu mener jeg vi er vel rustede. Nu kan vi lægge ivej! EJNAR HUK. Men, min ædle frue, nu er vinden os føjelig; vi stryger indover fjorden og FRU INGER. Det bliver, som jeg har sagt. EINAR HUK. Skal vi da bie til imorgen? FRU INGER. Både til imorgen og længere. Ingen væbnet mand får lov til at forlade Østråt for det første.
Politiets Nøgler var ikke her, de var i Detektivafdelingen. Hvad skulde jeg da gøre.? Hja, jeg fik gå til et Hotel og lægge mig. Men jeg kunde virkelig ikke gå til et Hotel og lægge mig; jeg havde ingen Penge. Jeg havde været ude . . . . på en Kafé . . . . han forstod jo nok . . . . Vi stod der en liden Stund på Rådstuens Trappe. Han overvejed og betænkte sig og anskued min Person.
Eksploderer den gamle thekanden din, saa faar vi nok begge tage følgerne, tænker jeg. Men klem paa. Her er ingen tid at tabe.» Dick dukket ned i sit rige, hvor han stængte sikkerhedsventilen og øget trykket til den gamle skranglekjedlen formelig ristet paa puderne, og dampen piblet ud af lække pakninger og utætte naglehuller. Han stod med øinene stivt fæstet paa manometer og vandstandsglas.
Ikke bare i maleriet . Jeg længtes efter romantikkens søndagsbønder og jeg hadde levet længe nok paa landet som gut til at vite, de eksisterte ikke. Og da jeg reiste ut, var det romantikkens Italien, som var maalet. Jeg vet godt, du og din tid, dere søker skjønheten i det som er, sanselig og virkelig. Jeg fandt bare skjønheten i den omforming av virkeligheten, som andre alt hadde foretat.