United States or Cocos Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg forsøkte i det længste at skjule det for Lennart jeg skammet mig saa for de to gangene, jeg har narret ham med det, og jeg var saa ræd, jeg tok feil, saa jeg negtet først, da han begyndte at ane det, men saa maatte jeg jo gaa til bekjendelse, men jeg begriper liksom ikke endda, at jeg virkelig skal faa en liten gosse.
Saa tok han platen med skibet paa mellem fingrene og forsøkte at dreie den rundt. Platen var i tidens løp blit stiv, og negtet først at gi efter. Men om et øieblik vandt hans sterke fingre over den, saa den lot sig skrue løs. Hurtig dreiet og dreiet han til den var helt løs og laa inde i hans haand.
Den Fremmede omfatter Blomsterne med skjælvende Hænder. »Der er Rædsel heri, men jeg maa fortsætte, medens denne Gartner, som er vanvittig i sin Gjerrighed, og skjuler sine Mysterier i denne Afkrog, ikke kan forstyrre mig.» Han seer paa den besvimede Olding, og dvæler endnu. »Ha, hvo har negtet Jan van Huysum , Blomstermaleren, en Buket?»
I sin Godtro Mary Ann om det store England tænkte, at barmhjertigen det skjænkte nok igjen en enkelt Mand, naar en Far, et Barn, en Viv ene levte af hans Liv, at det vilde ei blie negtet, naar den Stakkel bare mægted naae Fregatten med sit Raab, selv om den var under Seil.
Og hun negtet jo ikke for sig selv, at hun længtet efter en mand, som hun kunde elske og som elsket hende som hun kunde smyge sig ind til . Ung var hun, og sund og vakker og varm, og hun længtes . Men naar hun nu hadde faat etpar kolde øine, og naar hun nu aldrig hadde brukt at lyve for sig selv .
Hvo har negtet Jan van Huysum en Buket?» Jan van Huysum malte Adrians Blomster. Der flød aldrig et herligere Mesterstykke fra hans Pensel. Samvittighedsnag, eller maaskee heller en angst- og ahnelsesfuld Overspændthed, drev hans Geni til det højeste. Han arbejdede med den unge medicinske Novizes bankende Hjerte og ilsomme Haand, som ved Midnatstide anatomerer et stjaalet Liig.
Hun sat og stirret paa graven, som hun ikke hadde latt gjøre noget ved, og hun kunde lægge paa den nogen vilde blomster, hun hadde plukket paa veien, men hendes fantasi negtet at sætte den lille graa muldhaug, hvor ugræs og straa skjøt op, i forbindelse med hendes lillegut. Om kvelden sat hun paa sit værelse og stirret i lampen med et haandarbeide, som hun ikke rørte.