United States or Guinea-Bissau ? Vote for the TOP Country of the Week !
Havde jeg vidst, at du fredløs fór alt over strande så vide, tro mig, da var det min kæreste dag, da du tyed ind under Solhaugs tag, da var det for visst min gladeste fest, når den fredløse meldte sig her som gæst. GUDMUND. Du siger ! Hvad skal jeg tænke og tro? GUDMUND. Men det, som du nys ? MARGIT. Agt ikke derpå. Hør mig, så vil du det hele forstå.
GINA. Ser du bare! HEDVIG. for portkonen sa', hun hørte, at Relling havde to stykker med sig, da han kom hjem i nat. GINA. Det var nok det, jeg tænkte. HEDVIG. Men det nytter jo ikke noget, når han ikke vil komme op til os. GINA. I det mindste så vil jeg da ned og snakke med ham. EKDAL. Du Hjalmar . Er ikke Hjalmar hjemme? GINA. Nej, han er nok gåt ud. EKDAL. Så tidlig?
FALK. Han er lidt sky endnu, men blir nok tam, når han en ugestid har båret skiltet. Hvor sidder han? FRØKEN SKÆRE. Nu vel; men fristen blir ikke lang. FALK. Å, giv ham et kvarter, så kan De forfra jo begynde legen. Nu er han inde i en engelsk præken FRØKEN SKÆRE. En engelsk ? DAMERNE. Å, De narrer os! De ler! FALK. For ramme alvor.
FRU INGER. Jeg hører dem alt nedenunder i borgestuen. OLAF SKAKTAVL. Men hvordan? Når vi ikke kan skjule ham NILS STENSSØN. Ah, jeg har det; jeg har det! Hemmeligheden ! FRU INGER. Hemmeligheden? NILS STENSSØN. Ja visst; eders og min! FRU INGER. Krist i himlen, kender I den? NILS STENSSØN. Frå først til sidst. Og nu, da livet står på spil . Hvor er herr Nils Lykke? FRU INGER. Flygtet.
Her har jeg letvindt gjort en proselyt. Igår han gik med salmebog i lommen, idag han kækt trakterer digtertrommen. Man påstår vel, at vi poeter fødes; men stundom kan en prosaist dog gødes så ubarmhjertigt, som en strasburgsk gås, med rimet sludder og med metrisk vås, så alt hans indre, lever, sjæl og krås, når ud det krænges, findes ganske fuldt af lyrisk ister og retorisk smult.
RELLING. Ja, hvad mener De om det, at han, bjørnejægeren, går der inde på mørkloftet og jager kaniner? Der er ikke lykkeligere skytter til i verden, end han, den gamle manden, når han får tumle sig der inde mellem alt skrapet.
Om jeg måtte spørge: Hvorfor skulde jeg være forpligtet til at lade det betyde Strikkegarn, når jeg specielt havde imod, at det betød Strikkegarn? Jeg havde selv opfundet Ordet, og jeg var i min gode Ret til at lade det betyde hvadsomhelst for den Skyld. Såvidt jeg vidste, havde jeg ikke endnu udtalt mig . . . . Men mer og mer kom min Hjærne i Vildrede.
Fremdeles var der ikke en Lyd, som forstyrred mig; det milde Mørke havde skjult Alverden for mine Øjne og begravet mig der i idel Ro blot Stilhedens øde Lyddulm tier mig monotont i Ørene. Og de dunkle Uhyrer derude vilde suge mig til sig, når Natten kom, og de vilde bringe mig langt over Hav og gennem fremmede Land, hvor ikke Mennesker bo.
Han havde vendt sig ona mod mit Vindu, da Manden spytted ned på ham, og han havde ligefrem set efter, om også jeg skulde le deraf. Gud ved, om jeg nu traf ham, når jeg kom derned!
»Nej, Fan, var dét »Hertugen«! Ser han slig ud!« sagde han derpå tankefuldt. »Men når hun er sammen med den Mand, så vil jeg ikke svare for hende.« Jeg taug fremdeles. Ja, naturligvis vilde »Hertugen« trække af med hende! Godt og vel! Hvad kom det mig ved? Jeg gav hende en god Dag, med samt hendes Yndigheder, en god Dag gav jeg hende!
Dagens Ord
Andre Ser