United States or Algeria ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og det grinagtigste er, at det egentlig var mig, der opholdt dem, jeg blev ved at trøste dem med, at du kom nok!“ Han lo kort, men blev straks efter igen alvorlig. „Naa, endelig Klokken halv et rejste de sig og satte Huerne paa. „Gud være lovet! saa blev du da fri for dem,“ tænkte jeg; men Inspektøren, den Ræv, gav mig nu strenge Ordrer til ikke at sige et Ord til dig, naar du kom; han selv vilde komme igen næste Morgen Klokken otte, sagde han!
„Det nytter ikke mere at tale om den Ting,“ afbrød Andrey ham bestemt. „Det er mig aldeles umuligt for Øjeblikket at forlade Byen.“ Repins Ansigt formørkedes. Det var tydeligt, at der forestod noget alvorligt, og Andrey var rimeligvis Manden, der ledede det. „Det er vel atter en eller anden djævelsk Plan, I
»Nej, Fan, var dét »Hertugen«! Ser han slig ud!« sagde han derpå tankefuldt. »Men når hun er sammen med den Mand, så vil jeg ikke svare for hende.« Jeg taug fremdeles. Ja, naturligvis vilde »Hertugen« trække af med hende! Godt og vel! Hvad kom det mig ved? Jeg gav hende en god Dag, med samt hendes Yndigheder, en god Dag gav jeg hende!
Nu kunde De for Eksempel gærne holde Deres Hånd på min Stolryg, De kunde gærne fundet på så meget af Dem selv, kunde De. For om jeg siger noget sligt, så sætter De op et Par Øjne, som om De ikke rigtig tror det, som blir sagt. Ja, det er virkelig sandt, jeg har set det flere Gange, De gør det nu også. Men De skal bare ikke indbilde mig, at De er så beskeden altid, når De blot tør dy Dem.
Endog efterat jeg havde fundet mig en Bænk og sat mig ned, vedblev dette Spørgsmål at sysselsætte mig og hindre mig fra at tænke på andre Ting.
Om han ikke kunde give mig nogle Øre for dem? . . . . Så mange, som han selv syntes . . . . Ganske efter hans eget Skøn . . . . For de Knapper? Og »Onkel« stirrer forundret på mig. For disse Knapper? Bare til en Cigar, eller hvad han selv vilde. Jeg gik netop forbi, og så vilde jeg høre ind. Da lo den gamle Pantelåner og vendte tilbage til sin Pult, uden at sige et Ord. Der stod jeg.
SIGNE. Å, jeg er viss på det. SIGNE. Kan være; men endda så er jeg sikker på, det var ham. MARGIT. Har du set ham? SIGNE. Å nej, nej; men nu skal du høre MARGIT. Ja, skynd dig, fortæl! SIGNE. Det var sig årle, da klokkerne klang, mig lysted at ride til kirke; de vildene fugle kvidred og sang alt mellem siljer og birke.
Erik styrer Norges rige, reis dig mod ham; mange gode kæmper vil stille sig hen som dine håndgangne mænd; med utvingelig magt vil vi gå frem, stride og virke, og aldrig hvile før du sidder på Hårfagers kongestol. SIGURD. Hjørdis, Hjørdis, så har jeg drømt i min vilde ungdom; lad det være glemt; frist mig ikke!
Om en Time dagede det alt. Storkene ere alt fløjne, da Spanieren ryster Adrian vaagen af en Søvn, der lignede Døden saameget, at den ikke engang aandede. »Var Hun din Datter, Gamle?» spørger Alonzo med huul Stemme. »Hvem?» »Hun, Gamle! la querida del cielo ! Du saae det, og maa forstaae mig.» »Jeg havde fem: Klara og Katharina og...» »Katharina; ingen Anden mener jeg. O mea caritta !»
Sneen var borte; allevegne Liv og Lyst og glade Ansigter, Smil og Latter. Fra Fontænerne steg Vandstrålerne op i Buer, gyldne af Solen, blålige af den blålige Himmel . . . . Ved Middagstid gik jeg ud fra mit Logi i Tomtegaden, hvor jeg fremdeles boed og havde det godt, og begav mig ud i Byen.