United States or Namibia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Thi, skjøndt endnu tusind Alen borte fra vort Landingssted, springer Francis op som galen, rykker nær min Arm af Led, svinger Hatten: «det er Hende! Fa'r se der! Hun maa mig kjende. Ja ved Himlen! ja hun gjør! Seer du Anna der? Hun vinker tydeligen med sit Slør. Skuldermand! hal ud, hal ud! Ve, om en Sekund du sinker! Det er Anna, Fa'r min Brud!»
Gud velsigne Dem og Deres Sko! sagde hun; se på dem, de er store som Hundehus! Og hun havde Ret i, at mine Sko var udtrådte; men jeg kunde altså ikke skaffe mig nogen andre netop for Øjeblikket.
Da thingdagene var tilende, sad jeg i boden og drak sammen med mine herredsmænd, og så kom kvinderanet på tale; hånlige ord måtte jeg høre, fordi jeg lod den tort sidde uhævnet på mig så lang en tid. Da blev jeg vred, svor at fare til Norge, søge Gunnar og kræve bod eller hævn for ranet og aldrig fare hjem til Island igen før jeg havde vidst at fremme min sag.
Jeg brugte ikke længer Klude om mine Hænder, når jeg skrev, og jeg kunde stirre ned i Gaden fra mine Vinduer i anden Etage, uden at blive svimmel. Det var bleven meget bedre med mig i alle Måder, og det begyndte ligefrem at forundre mig, at jeg ikke allerede havde fået min Allegori færdig. Jeg forstod ikke, hvordan det hang sammen.
FRU INGER. Og du svarer mig som dit umilde sind byder. ELINE. Hvem har lagt umildhed over mit sind? Alt fra jeg var barn af havde jeg vant mig til at se på eder som på en stor, højsindet kvinde. Lig eder tænkte jeg mig hine kvinder, hvorom der står at læse i krønikerne og i Kæmpe-bogen.
»Ayuden los santos ! De komme!» larmer Alonzo udenfor. »Afvejen! Huset tilhører mig.» En enkelt Pallask høres imod mange. »De komme!» raaber Johan, ilende mod Døren. »Paa Knæ!» befaler den Gamle. »Gud alene kan redde.» Og Kredsen slutter sig nærmere sammen. »Frels os!
Også mig var I kær, kær, som ingen kvinde har været det før eller siden. Men I havde kun ét øjemærke og én tanke. Det var tanken på rigets ulykke og store nød. FRU INGER. Jeg var femten sommere gammel, husk det! Og var det ikke, som om et vildsind havde grebet os allesammen i hine dage? OLAF SKAKTAVL. Kald det for hvad jer tykkes.
„Ja, De har Ret, Overgangen er stor; men jeg føler det dog ikke som noget pinligt tvært imod, jeg befinder mig bedre her end der,“ svarede Andrey. Repin rystede tvivlende paa Hovedet.
Mit Navn var det og det, jeg havde været så fri at sende ham en Ansøgning, jeg vidste ikke, om det havde nyttet mig noget? Han gentog mit Navn et Par Gange og begyndte at le. »Nu skal De se!« sagde han og tog mit Brev op af sin Brystlomme. »Vil De bare behage at se, hvorledes De omgåes Tal, min Herre. De har dateret Deres Brev Året 1848.« Og Manden lo af fuld Hals.
Dagens Ord
Andre Ser