United States or Gabon ? Vote for the TOP Country of the Week !


Han skjøt sin første indianer, da han var 11 aar gammel, og han utførte utallige heltebedrifter siden. Men det blev aldrig sport for ham, altid bare midlet til det store maal, som han skimtet bakenfor. Det var ikke hans ringeste triumf, at indianerne tilslut anerkjendte ham som sin mest forstaaende ven og sørget oprigtig ved hans død.

Disse mænds bedrifter hadde Bill ofte hørt tale om; men han hadde aldrig turdet haabe, at han nogensinde skulde faa se saa berømte mænd. Her traf han nu selveste Kit Carson, som i mange aar hadde været kjendt over hele Amerika som vestens dristigste og mest erfarne indianerspeider.

I kort Afstand fra den første levende Mur stod en anden, dannet af Kavalleri-Eskadroner. Den var ikke langt fjernet fra Mængden, man kunde tydeligt se hver enkelts Ansigt, og det var vanskeligt at afgøre, hvem der saa mest ligegyldige ud Hestene eller Mændene paa deres Ryg. Umiddelbart bag denne sidste Mur var en enkelt Række Politibetjente til Fods, hvis Opgave det var at holde Mængden tilbage.

For øvrigt vilde jeg af karakterer, lidenskaber og indbyrdes forhold optage alt det, der forekom mig at være mest typisk for sagalivet. Med et ord, hvad der i Vølsungasagaen var blevet episk omdigtet, vilde jeg, dramatisk, ligefrem gengive. Nogen hel, sammenhængende plan udkastede jeg vel ikke dengang. Dog stod det klart for mig, at et sådant skuespil var det første, som nu skulde skrives.

Iblandt dem som var døde, var gamle Gurine Hendrum. „Hvorledes fik hun det paa det sidste da,“ spurte Reierson. „Aa, hun snakket mest om at hun maatte faa sig en god kop kaffe,“ svarte Skarping. „Hun syntes nok ogsaa at ha nogen erkjendelse og alvorstanker, men hun hadde det altid saa travelt med disse verdslige ting,“ la han til.

Vilde De, før vi beroliger Dem, ha noget imot at gi os en beskrivelse av hvordan disse to mænd saa ut?“ spurte Sir Ralph. „Nei hvis jeg nu bare husker dem. La mig se. Den fyr som snakket mest, var temmelig før; jeg husker ogsaa at han hadde skjeg, smaa, livlige øine og talte med utpræget tysk akcent.“ „Schultz,“ mumlet Sir Ralph og nikket.

Det laa uden for hans Magt at kunne faa Tania helt bort fra alt dette, men han vilde forsøge, om han ikke for en Tid kunde faa baade hende og Andrey ud af Bevægelsen. Næst efter Tania var hans Svigersøn det Menneske, han holdt mest af.

Han fortalte Begivenhederne der nede fra, men undgik saa meget som muligt de mest gribende Enkeltheder; selve Eksekutionen berørte han næsten ikke, idet han sagde, at hun jo allerede havde læst alt det i Aviserne. Mest opholdt han sig ved sine egne personlige Eventyr, som nu, da de var endte godt, nærmest var fornøjelige.

GINA. Ja, du og gamle-far kommer nok engang til at gøre en ulykke med den pigstolen. Jeg tror, jeg har sagt, at et sådant skydevåben heder en pistol. GINA. Å, det er da ikke stort bedre, det, synes jeg. GREGERS. du er altså ble't jæger, du også, Hjalmar? HJALMAR. Bare lidt kaninjagt en gang imellem. Det er mest for fars skyld, kan du skønne.

Jeg er en ensom mand, Gregers; har altid følt mig ensom, hele mit liv igennem; men mest nu, da jeg begynder at drage alderen. Jeg trænger til at ha' nogen om mig. GREGERS. Du har jo fru Sørby. WERLE. Ja, det har jeg; og hun er, at sige, ble't mig næsten uundværlig. Hun er kvik, har et jævnt sind; hun liver op i huset; og det kan jeg sårt trænge til.