United States or Malta ? Vote for the TOP Country of the Week !
Tænk efter selv; han er en kraftig mand, med tiden må han stifte lidt familje; jeg forudsætter han har bedste vilje; men midlerne , min ven ? "Byg ej på sand", så siger skriften. Tingen var en anden, hvis offeret FALK. Ja, det er ikke ringe, det véd jeg nok. STRÅMAND. Ja se, det hjælper manden! Når offeret man villig er at bringe, og rigeligt FALK. Han villig er som få. STRÅMAND. Han?
Jeg så forbauset på ham; han sad meget alvorlig og havde en tænksom Mine. Ikke før havde jeg udtalt dette dumme Navn, som faldt mig ind, før Manden fandt sig tilrette med det og lod til at have hørt det før. Imidlertid lagde han sin Pakke fra sig på Bænken, og jeg følte al min Nysgærrighed dirre mig gennem Nerverne. Jeg lagde Mærke til, at der var et Par fede Pletter på Avisen.
...Gentlemen fra Norge, hvor i den friske Folkestamme ingen svælgende fordærvet Adels-Snylteplante groer, sugende hvad i sin Sved Folkets, kun af Fromhed feige, stærke Arme har erhvervet, ædende som Kræftens seige snigende og sorte Flamme, tærende som Raadenhed... ...Gentlemen ifra et Land, fattigt, men saa lykkeligt, at det har ei Adelsmand i Europa som et Digt, som en Gyldenalders Rest ja, hvad kanskee der er bedst, frit for Guldets Adel, fuld af et værre Overmod: Fødslens kræver, om saa lysted, Denne kjøber for sit Guld Folkets Døttres Uskylds Blod, Konen Manden ifra Brystet, og til Alting Lovens Tysthed... Gentlemen, det skal I høre af min stakkels Hustrus Skriften, skjøndt det er en sand Forgiften af et nordisk, skyldløst Øre.
»Er han ikke Sjømand, Deres Vært?« spurgte Manden, og der var ikke Spor af undertrykt Ironi i hans Stemme. »Jeg synes huske, at han var Sjømand?« »Sjømand? Om Forladelse, det må være Broderen, De kender; dette her er nemlig J. A. Happolati, Agent.«
„Riv av en fyrstikke! Fort!“ hvisket han. Dale kom bort til ham med en tændt fyrstikke, og i det svake, blafrende lys saa de et blekt ansigt. Det var Jenkins, som hadde nattevakten ved fabrikken. Der laa han paa ryggen i gangen. Manden slog øinene op da lysskjæret faldt paa ham, han bevæget saavidt læberne og mumlet: „Han er gaat,“ lukket saa øinene igjen.
Hendes Ansigt skifter Farve, har snart det ene, snart det andet Udtryk, og hun ånder ganske hørligt; selv Knapperne i hendes Kjole synes at stirre på mig som en Række forfærdede Øjne. »Bryd dig ikke om ham,« siger hendes Ledsagerske og trækker hende i Armen; »han er jo fuld; kan du ikke se, at Manden er fuld!«
Men pludselig hændte der noget, som gjorde en ende paa Bills ubeslutsomhet. En morgen, da han drev omkring i leiren, saa han en mand gaa ind i general Forrests telt. Idet manden løftet op teltdøren, kjendte Bill ham igjen. Det var spionen fra Kansas, som paa en eller anden maate maatte ha sluppet væk fra general Smith og nu var kommet for at avgi beretning til Forrest.
Han bad dem følge sig ind, vendte sig saa raskt mot Sir Ralph og bad ham si sit erende. „Jeg tænker De netop har hat besøk av nogen som hadde et lignende erende som vi,“ svarte Sir Ralph. Manden knep øinene sammen og kastet et hurtig, undersøkende blik paa dem begge. „Jeg tror jeg kan gjette hvad De vil nu,“ sa han. „Men jeg tilstaar at hele affæren for mig er et mysterium.
Helge kjendte ingen av navnene; det var ikke nogen, hans far hadde snakket om. Frøken Jahrmann forkastet allesammen. «Jaha saa gaar vi derned ved S. Agostino du vet, med den røde vinen, Gunnar.» Jenny Winge begyndte uten videre at gaa; Heggen fulgte. «Der er ikke musik,» indvendte frøken Jahrmann. «Joda han som skjeler og den andre manden er der næsten hver aften.
Og hun, som var pur ung og yppig og mørk, med liksom et nedarvet præg av huskonelighet over sit bløte, melhvite ansigt, satte sig i positur paa en styrtet søile, og manden knipset hende av. Og de to, som sat oppe under Focassøilen og hvisket om sin kjærlighet, samvittighetsløst, ubekymret om, at de tilfældigvis sat over Forum romanum, de lo. «Er du sulten,» spurte Helge. «Nei er du?» «Nei.
Dagens Ord
Andre Ser