United States or Kuwait ? Vote for the TOP Country of the Week !
Så slukner pludseligt Gassen, så forunderlig pludseligt, uden at tage af, uden at svinde ind; jeg sidder i dybt Mørke, jeg kan ikke se min Hånd, ikke de hvide Vægge omkring mig, intet. Der var ikke noget andet at gøre end at gå tilsengs. Og jeg klædte mig af. Men jeg var ikke søvntræt og kunde ikke sove.
Jeg var tilsidst næsten i Begreb med at tiltale hende, spørge hende, om hun søgte efter nogen, om hun trængte min Hjælp til noget, om jeg måtte følge hende hjem, så dårligt antrukken som jeg desværre var, beskytte hende i de mørke Gader; men jeg havde en ubestemt Frygt for, at det kanske vilde komme til at koste noget, et Glas Vin, en Køretur, og jeg havde slet ingen Penge mer; mine trøstesløst tomme Lommer virked altfor nedslående på mig, og jeg havde ikke engang Mod til at se lidt skarpt på hende, når jeg gik hende forbi.
Jeg rev den ene Lomme ud af min Frakke og gav mig til at tygge på den, forresten uden nogen Hensigt, med mørke Miner, med Øjnene stirrende ret frem, uden at se. Jeg hørte endel Småbørn, som legte omkring mig, og fornam instinktsmæssig, når en eller anden spadserende gik mig forbi; ellers iagttog jeg intet.
Der laa smaa perlemorblanke skyer over Monte Marios mørke kratskog med de graagule villaers blokke mellem de eviggrønne trær. Fransiska hilste paa en konstabel og lo mot Gram: «Tænk den fyren har fridd til mig, De. Jeg spaserte ofte her alene, og saa pleiet jeg at snakke med ham. Og saa fridde han. Søn til en tabaccaroen vor har forresten ogsaa fridd til mig.
«Non antica!» slængte han flot ind. Men butiksmanden bedyret, antica. Quattro, sa Helge for sidste gang nu hadde manden bare fem fingre i luften. Da Helge vendte sig mot døren, ropte manden paa ham han akcepterte. Sprættende glad tok Helge mot tingesten, som var blit tullet ind i lyserødt silkepapir. For enden av gaten skimtet han kirkens mørke masse mot himmelen. Han gik fort.
De talløse ruiner blev bare smaa skinnende murbiter strødd utover i det grønne, og pinjerne og eukalyptustrærne ved de smaa rosenrøde og okkergule huser stod uendelig ensomme og mørke og forlatte ute i den blonde, tidlige vaarens dag. «Kan De huske den første morgen, jeg var hernede, frøken Winge?
Farvel, Sigurd! SIGURD. Farvel igen og lykke til værket! Til holmgang imorgen? Hvem vil falde? Det er aften; månen ses fra og til mellem mørke, sønderrevne uvejrsskyer. Hans mænd graver ved haugen, nogle lyser med tyrifakler. Der sidder han endnu. SIGURD. Du har ret; det er for tidligt; lad ham heller sidde med sig selv.
Står De her i mørke? FALK. Og er ej ræd? Nej, mørket er just skønt. Men sig mig, ræddes ikke De derinde, hvor lampen lyser på de gustne lig SVANHILD. O fy! Han fordum var på mod så rig; han stred med verden om en elsket kvinde; som vedtægts kirkestormer manden gjaldt, hans kærlighed slog ud i glade sange ! Se på ham nu! I kisteklæder lange, et tobensdrama om, hvor dybt han faldt!
Den var lysegraa, for solen skinnet her, og den mørke cypreslund stod som en mur bakom. Gunnar holdt hænderne for sit ansigt og bøiet sig ned paa knæ, til han laa med hodet nedpaa de visne blomsterkranse. Han kjendte vaarens træthet i alle lemmer, og blodet randt sykt av sorg og savn ved hvert av hans hjertes tunge slag.
Os truer ingen flom af straffens flod; det minde, vi to har for livet arvet, skal stråle smukt fra mørke skyer ud, og stå som fagrest regnbue, syvfold farvet, som pagtens tegn imellem os og Gud. I skær af det du går til stille pligter SVANHILD. Og du går opad mod dit mål som digter!
Dagens Ord
Andre Ser